Forårsrejse 2010 & Sommer 2010

Hej alle sammen.

Så er der endelig nyt fra mig heroppe på Grønland!

Et år er rundet og et nyt år allerede skudt godt i gang.
Efter hjemkomsten fra slæderejse i maj måned har der været fuld fart på sommeren.

Nu er der endelig ved at falde lidt ro over hverdagen her på Daneborg og for en lille uges tid siden forlod vores ældste hold så kysten efter to års tjeneste. Sammen med dem forsvandt også sommerens mange håndværkere og for første gang stod vi så samlet som den nye 12 mands patrulje der i fællesskab skal hævde suveræniteten i nationalparken det kommende år. Nu er jeg så en af de gamle drenge som om en lille uge står med ny slædemakker, klar til et nyt og spændende år ved slædepatruljen.

Meget er der sket siden sidst, så for at starte hvor jeg slap skal tiden spoles helt tilbage til d. 20 januar hvor Roland og jeg forlod Daneborg med fire måneders slæderejse foran os.

Det blev til ialt 2787 km fordelt på 130 køredage med alt slags vejr og temperaturer mellem minus 30 og plus 10.

Forårsrejsen:
Del 1.
Første del af forårsrejsen gik fra Daneborg til forsvarsvagten Mestersvig. Vi startede ud med lidt startvanskeligheder idet vi var så uheldige og få en læk på vores brændstof flaske allerede den første morgen i teltet. Denne læk forsagede en mindre brand i teltet og vi måtte derfor vende om for at genforsyne lidt nye stumper som var blevet spist af flammernes dans i teltet. Selv slap vi med forskrækkelsen og lidt svedne øjenbryn. Men når nu uheldet skulle være ude var det jo ganske heldigt at det skete kun 30 km fra stationen. Tilbage på Daneborg blev vi så ramt af et godt solidt stormvejr som forsinkede os yderligere et par dage. Men så var det også bare af sted.
De følgende fire uger kørte fuldstændig planmæssigt. Vi kom et godt stykke ind i landet til Krummelangsø depot hvor vi oplevede det vildeste nordlys jeg endnu har set heroppe. Hele himlen var som et stort grønt flammehav og dansede af sted for fulde tryk det meste af aftenen.
Vi sagde hej til solen for første gang i tre måneder d. 14 februar da vi passerede blomsterbugten. Det var en fest dag uden lige og blev fejret på bedste slædemaner ved at holde en lille pause og smide handskerne i håbet om at mærke dens lune stråler på de blege pølsefingre. På selv samme dag så vi den første af hele ti bjørne på vores tur. Det var en enlig bamsefar som strejfede rundt på sæl jagt.
Efter godt og vel en lille måneds kørsel anløb vi Mestersvig d. 26 februar. Det blev en meget begivenhedsrig ankomst da stationen havde besøg af Grønlands nye hjemmestyre formand. Og ikke nok med det, så var forskolen også i gang med deres 100 km ski løb præcis som man selv havde været det året forinden. Så da vi havde fået parkeret hundene og pakket slæden af kunne vi med varm kaffe i hånden stå og nyde elevernes pinsler og kamp for at nå i mål. De følgende dage var der tid til at hygge sig lidt med de kommende kolleger, så jeg tog med på tur til Korsbjerget og de fik prøvet at køre lidt hundeslæde. Dette blev så startskuddet på tre ugers ophold på Mestersvig.

Projekt BBC:
Del 2.
Bedst som forskolen havde forladt Mestersvig kom der nemlig fint besøg fra BBC. Tre gæve gutter med masser af grej, klar til at filme løs. Vi havde et kort møde hvor de præsenterede de optagelser de ville have i hus og vi forklarede lidt om hvad de kunne forvente i forhold til hundene og kørsel i terrænet.

De følgende uger blev der filmet fra tidlig morgen til sen aften. Der blev filmet fra luften med helikopter, på jorden med deres high speed kamera og det store hollywood kamera Cineflexen. Vi stod tidligt op for at få solopgangen med og efter en mindre pause midt på dagen var det af sted igen så også solnedgangen og de dertil hørende farver kunne komme i kassen. Deres tre ugers optagelser skal i sidste ende munde ud i et fem minutters indslag om slædepatruljens arbejde i deres dokumentar film som hedder Frozen Planet, så det bliver spændende og se hvad de får strikket sammen når det bliver sendt engang i slutningen af 2011.

Constable pynt:
Del 3:
Efter denne lidt anderledes tjeneste på en slæderejse forlod vi igen Mestersvig. Det var dejligt at være lidt for sig selv igen og bare nyde stilheden, hundene og ikke mindst det smukke vejr som her i slutningen af marts måned var ved at være rigtig forårsagtigt. Solen bankede ned fra en skyfri himmel og hue og vanter var efterhånden ved at kunne undværes. Vi holdte min fødselsdag d. 23 marts på det der kaldes slædevejen. En utrolig flot landoverkørsel som bestemt levede op til navnet. Vi havde indtil nu brugt ufattelig meget tid foran slæden for at trampe spor i den dybe og bløde sne til vores kære lavbenede venner. Men her på slædevejen var føret helt i top og vi kunne nyde en af de sjældne dage ved siden af slæden.
Efter godt og vel en uges kørsel kom vi til Constable pynt. Dagen før vi ankom lå vi i TP ca 20 km derfra og hen på aftenen kom der besøg af 3 søde piger på scooter tur fra Constable pynt. Ikke ligefrem hverdags kost for sådan et par slæde kuske.
Constable pynt er en lille lufthavn som samtidig er det sydligste punkt inden for patruljeområdet. Vi blev varmt modtaget og indlogeret på det fine hotel Hilton med hele minus 1 stjerne. Vi nappede her et par hviledage med masser af lækker mad fra den Islandske kok Beggi og drog herefter igen nordover. Vi mødte en karavane fra Scoresbysund med 10 slæder og et hav af japanske turister der sad som små michelin dukker med deres kameraer og knipsede løs – sikken et syn.
Vi skulle som det første slædehold i mange år ud at køre på yderkysten og glædede os meget til dette. Turen derud gik rigtig godt, om end en smule blødt, men bedst som vi nåede ud til yderkysten blev vi standset af et massivt baks bælte og måtte derfor vende slæden og køre retur i vores eget spor. Knap havde vi fået vendt slæden før en kraftig vind kom listende. Vi slog teltet op og så kunne vi ellers blive liggende her et par dage mens vinden rasede derude. Vi vågnede den ene nat ved at teltdugen blev presset ned hovederne på os – vi så lige på hinanden en gang med vores søvndrukne øjne og kunne konstatere at: det blæser da vist lidt derude J Om morgenen hvor vinden havde lagt sig lidt vågnede vi til endnu en lille overraskelse. Der lød et drøn fra Rolands side og da jeg kiggede derover var en stor snefane udenfor kolapset ind over hans side så han lå kilet fast i sin pose. Så jeg måtte udenfor med skovlen og grave da jeg havde fået grinet færdigt.
Videre nordpå gik det og blødere og blødere blev det. Det bløde føre og vores lille omvej havde nu forsinket os så meget at vi måtte lave en lille ruteændring. Vi var ved at være low på proviant og stak derfor direkte mod depotet i Flemming Fjord. Vi havde det egentlig fint med at komme lidt væk fra området i Carlsbergfjord. Når vi lå i TP var det så blødt at vi måtte kravle rundt eller konstant have ski på for ikke at synke ned til livet. Og når man så sank i var der lige 20 cm slush ice i bunden til at få fugtige støvler af. Da vi nåede frem til depotet i Flemming fjord var der ganske uventet kommet gæster. En ekspedition fra CASP – Cambridge Arctic Survei Program havde lagt vejen forbi med deres fire scootere og forskergrej. Vi lavede en ekspeditions kontrol på dem og inviterede herefter op til en kop kaffe og lidt røver historier. Den bedste de kunne fortælle var at de havde fundet dinosaurus spor. Vi troede sgu ikke rigtig på dem før de kom med deres kameraer og viste frem og fortalte hvordan de i sin tid blev trampet i søernes mudder. Som så er forstenet og som så har flyttet sig osv osv… De er slet ikke til at stoppe igen sådan nogle forskere når først man har fået dem startet. Men spædende var det.
Det største hit ved at møde disse folk var i dette tilfælde ikke gensynet med mennesker som jo ellers er et frisk pust når man færdes derude alene. For man kan sige, i forhold til vores kolleger oppe nordpå, så har vi jo nærmest kørt i noget som mest af alt minder om Københavns hovedbanegård. Så nej, det som virkelig hittede var at disse fire scootere med alt deres pik pak lavede en fantastisk plov fuge op igennem den bløde bløde Flemming Fjord præcis samme vej som vi skulle køre. Så i stedet for at knokle løs foran slæden i tre dage i det blødeste møg kunne vi nu bare spænde hundene for og køre hele strækningen på en enkelt dag og tilmed stå i siden. Ren luksus for et par dovne slædehelte.
Vi nærmede os nu nabolaget for mestersvig igen. Her kom de to tårnugler på besøg ved Vælddal og så passede det lige med at også slædehold 2 lagde deres vej forbi. Så det var et glædeligt gensyn med Tobias og Anders der blev fejret med god medbragt mørbrad fra Mestersvig i den fine hytte. De følgende to uger kørte vi mod Ella ø og brugte her lidt tid på at bunde tre fjorde. Sælerne var begyndt at tage eftermiddagslure oppe på isen og vi havde da også held til at nedlægge en enkelt sæl til at supplere hunde maden med. Også bjørneaktivitet var der masser af her i området. En moder med en unge og så to enlige bamser var at finde inden for denne periode. Den ene opdagede vi først om morgenen da vores kære tæve Hjørdis bjæffede lidt atypisk. Og ganske rigtig. Da vi stak hovedet ud af teltet stod bamsefar og kiggede ind på telt og hunde kun små hundrede meter ude. Vi fik pakket sammen i en ruf og kørte så til Ella Ø. Vi var nu nået frem til starten af maj måned. Foråret var så langt fremme nu at det begyndte at blive for varmt for hundene og køre om dagen. Så på Ella Ø vendte vi døgnet og begyndte nu at køre om natten i stedet. Det tog lige lidt tid før man synes at müslien var god kl. Ti om aftenen og den varme suppe var det man havde mest lyst til kl. Seks om morgenen.

Nord for Daneborg
Del 3.
Fra Ella Ø kørte vi til Daneborg non stop på 10 dage. På Daneborg tog vi os en enkelt hviledag sammen med Anders og Frederik som passede stationen. Da vi igen kørte af sted for at tage fat på de sidste 14 dage var vejret blevet lidt dårligt. Men i stedet for at blive på stationen valgte vi at køre af sted. Ikke lige den bedste beslutning vi har taget på turen for det endte med at vi måtte telte i rigtig møgvejr ca. 20 km fra stationen. Og hvad værre var at vi så måtte blive der i hele tre dage i piv dårligt vejr. Tre dage på langs i teltet mens det bare ruskede udenfor. Tre dage i et telt føles temmelig længe. Specielt når man ved at det store palads med alle de gode sager ligger lige i baghaven. Men sådan er det. Vi havde heldigvis fået tanket godt op med læsestof så der blev flittigt vendt sider, sovet, vendt sider, spist, vendt sider osv. Efter denne omgang var der skyfri himmel og solskin resten af turen. Vi kom ud til Germania Havn på Sabine ø. Her havde vi endnu en gang bjørnebesøg. En mor med sine to unger samt en noget pågående hanbjørn der var meget interesseret i at se nærmere på hvad vi var for en størrelse. Da han valgte at løbe efter os blev det lige spændene nok så med hjælp fra signal pistolen fik vi dirigeret ham på sikker afstand igen. Fra Germania Havn kørte vi videre til Bass Rock for derfra at stikke op til den gamle fangst hytte Nanok. Her mødtes vi med slædehold et og syv og kunne sammen med dem køre i karavane de næste par dage til Zackenberg. På Zackenberg samledes så alle slædehold den 31 maj til et glædeligt gensyn hvor der blev grillet og drukket en velfortjent fyraftens øl efter fire måneder på farten.
Så blev det sommer.

I juni måned Begyndte vi igen på stations arbejdet på Daneborg. Der skulle skrives den helt store slæderapport og så brugte jeg en uge med Tobias på at producere den årlige overvintrings video. Vupti var det blevet Juli måned og Daneborg fik gæster. Ældsteholdets pårørende ankom med de første håndværkere og vi havde en fantastisk hyggelig uge hvor vi agerede service organer så alle kunne få sig en god og oplevelsesrig uge heroppe.
Da de pårørende igen satte sig på flyveren med kurs mod danmark hoppede jeg og de 4 andre fra holdet med. Og da Herculesén landede på Island sagde vi pænt farvel og på gensyn til dem og satte os i taxaén mod Reykjavik. Det var noget overvældende sådan og være tilbage i civilisationen indenfor et halvt døgn. Bare det og sidde i en bil og se det hele flyve forbi var overvældende, og øjnene kæmpede en kamp for at få det hele med. Men når det så er sagt faldt vi vist rimelig hurtigt ind storby livets trummerum. Vi fandt i hvert fald hurtigt et lækkert spot på en dejlig blød græsplæne midt inde i byen og var da heller ikke sene til at få en stor fadøl i hånden og bare nyde solen og tanken om en uges ferie. Eneste punkt på dagsordenen var en tur til tandlægen som blev klaret til UG med nul huller. Vi fik besøgt de barer der skulle besøges, set de seværdigheder der hører sig til og så havde jeg en fantastisk dag med mine forældre som var på ferie deroppe.
Nordudlægning.
Da flyveren landede på Daneborg efter Islands besøget nåede jeg lige akkurat og hente en taske og skifte tøj før jeg igen sad i flyveren nu på vej mod station Nord. Sammen med tre af de andre gutter skulle vi nu bruge den kommende uge på at lægge depoter ud i den nordligste del af vores ansvarsområde. Vi klarede i alt elleve hytter. Alle blev ryddet pænt op, suppleret med ny proviant og nogle fik en tur med maler rullen. Samlet set nåede vi op på godt og vel 24 timers twin otter flyvning så flyve behovet blev lige stillet for en stund. Vi nåede også til det nordligst beliggende landfaste punkt, kap Morris Jessup hvor vi traditions tro tog det kolde gys med en tur i bølgen blå.
En sjov lille overraskelse var at jeg mødte to gamle kolleger fra min gamle arbejdsplads på FFOS i Karup der var på sommer job på station nord. Så kunne man lige få det seneste sladder og sende en hilsen med hjemover.

Skibsmik.
Hjemme på Daneborg ankom vi lige akkurat til ankomsten af det årlige forsyningsskib Arena Arctica. Så det var bare på med vanten igen. Tonsvis af stumper skulle slæbes i hus og pakkes på hylder. Så næsten i døgndrift løb vi rundt på stationen som flittige arbejdsbier.

Inspektions fartøjet Ejnar Mikkelsen.
Depotudlægningen fortsatte og det handlede nu om depoterne umiddelbart nord for Daneborg. Vi påmønstrede Ejnar Mikkelsen og fik i løbet af 5 dage lagt de fleste af depoterne ud. Måtte desværre opgive nogle stykker på grund af is forholdene, men det var sjovt at se nogle af de same depoter man havde besøgt på slæderejsen i sommerdragt. Vi havde vejret med os og med hjælp fra mandskabet ombord blev de mange kg gods slynget i land på rekord tid.
Dags dato.
Nu skriver vi så starten af september. Om få dage er slædeholdene inddelt og vi kan så småt begynde at forberede os på efterårsrejsen der bliver skudt i gang om et par måneder. Fra på lørdag og en uge frem bliver min nye makker og jeg travlt beskæftiget da slædehold 4 skal have ny slæde, så jeg vil allerede nu glæde mig til at smide det næste indlæg op og præsentere det nye makkerskabs evner indenfor slædebygnings faget og forhåbentlig kunne præsentere den flotteste sorte slæde patruljen endnu har set.
Så jeg siger på snarligt gensyn..

Mange hilsner Rasmus.

Efterårsrejsen 2009

Hej alle sammen.

Så er det igen blevet tid til at sætte sig ved tastaturet og nedfælde lidt fra de sidste 2 måneders oplevelser her på østkysten. Efterårsturen har uden tvivl været det store højdepunkt, men vores jule- og nytårsaften fortjener bestemt også et par linjer. Til at starte med vil jeg gå lidt i dybden med de enkelte dage for på bedste hvis at beskrive en ”almindelig slædedag” En slædedag bliver godt nok aldrig almindelig i den forstand da der altid kan dukke uforudsete udfordringer op. Men der er visse ting som går igen dag efter dag, og som er de samme dag efter dag. Så fat mod – ikke alle dage er beskrevet ligeså detaljerede som de første.

Efterårsrejse uge 1: Grundet dårligt vejr på Daneborg i starten af november måned blev efterårsrejsen udskudt en uges tid. Oprindeligt skulle vi have været af sted 1 november. Opklaringen ramte dog først Daneborg 7 november men da var alle også klar til at rykke af sted. En efter en forsvandt slædeholdene fra stationen. Roland og jeg var de sidste som kom af sted da vi havde en forholdsvis kort strækning foran os. Lidt over middag havde vi fået spændt hundene for og sagde pænt farvel til slædehold 5 Anders og Frederik som skulle blive tilbage på Daneborg som gnisthold. ”Gnistholdet sørger for at holde stationen kørende og gennemfører hver aften radio kommunikationen til slædeholdene for at logge de forskellige positioner og sikre sig at alle slædehold er kommet godt igennem dagens etape”. Da vi strøg ud over landbrækket var der godt med fart i de friske hunde. Jeg lå på læsset for at sænke farten og Roland stod ved siden af slæden. Desværre resulterede den lidt hektiske start i en ødelagt ski, så allerede efter 30 intensive sekunder gjorde vi første stop på turen for at lave den binding der var blevet rykket af Rolands ene ski før vi igen kunne råbe ”hundene klar” og sætte kursen mod Zackenberg station som er en gammel fangststation fra 1930. Vi tilbagelagde de 20 km over isen på Young Sund på et par timer og skulle nu i gang med at rykke i hytten. Hver dag skiftes vi til at være henholdsvis indendørs- og udendørs mand. Jeg havde trukket indendørs tjansen til at starte med, så da hundene havde haft deres frikvarter og blevet sat i kæde gik jeg i gang inde i hytten. Først og fremmest skulle der bankes varme i hytten. Så kul ovnen fik et par pinde vædet i brændstof og derefter et par gode skovlfulde kul. For at supplere lidt, blev der også fyret op under den brænderplade vi bruger når vi ligger i telt. Det er en plade som har påmonteret 3 brændere af typen MSR Whisper light og som kører på Heptan (Rensebenzin) Varmen spredte sig hurtigt og jeg tog fat på næste projekt, nemlig madlavningen. Hver dag efter endt slædekørsel kører vi nemlig med at spise en suppe. 1 liter vand fra termokanden, et brev suppe, en tube smøreost, ½ kg pasta og lidt coctail pølser hvis man er så heldig. Det gik i og for sig godt nok indtil smøreosten skulle i. Den var stiv frossen så der var ikke andet for at varme den lidt op på ovnen tænkte jeg. Den var imidlertid blevet total rødglødende så inden jeg fik set mig om var låget smeltet og der stank af brændt plastic i hele hytten. Heldigvis var osten da også tøet en lille smule op og jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at klemme det ud i gryden. Det gik desværre ikke helt efter planen. Bedst som jeg stod og brugte alle mine kræfter på at klemme på tuben sprang den i bunden og der var smøreost i hele hytten. Jeg fik kaldt mig selv en klovn et par gange men var allerede nu blevet klogere. Siden da bliver tuben nu klippet op med saks og den frosne ost kommer hel i gryden. Så får man også det hele medJ Næste projekt for indendørsmanden er at lave mad til radio QSO klokken 20.00. Hver aften kl. 20.00 melder slædeholdene deres positioner ind til Sirius. Klokken 20.20 bliver der givet Roger til positionerne og derefter kan man så nyde sin omgang dåse hakkebøf med ris eller hvad det nu måtte være mens der bliver læst nyheder og mails. Resten af aftenen blev der studeret lidt i hyttebogen inden jeg gik kold i køjen.
De følgende dage kørte vi nord på. Vi havde vores første landoverkørsel på dag 2 gennem Lindemandsdalen. Den startede ud med lidt tumlen rundt på snebart område. På vej ned ad en mindre skråning kom slædens ene mede op og køre på en stor sten og før man kunne nå at reagere havde den lagt sig på siden. Heldigvis slap vi for at spænde læsset af da vi sammen kunne få den på højkant. Slæden vejer lige omkring de 350 kg i pakket tilstand så der skulle lige tages lidt fat. Vi fandt vej ned i zackenberg elven som på det første stykke var ren blankis. Det var første gang jeg kørte blankis og fandt hurtigt ud af, at hvis der er noget hundene i slædehold 4 ikke er begejstrede for er det blankis. Specielt vores hund Sigurd. Han strøg direkte ned på bugen som bambi på glatis og nægtede pure og rejse sig uanset hvor meget han blev råbt ad. Så hellere blive trukket afsted på maven var hans strategi. Så det blev i stedet til en del kørsel inde i siden mellem store sten og små gruset underlag. Efterhånden som vi kom ud af elven udviklede føret (Også kaldet underlaget) sig til en noget blød fornøjelse. 30 – 40 cm blød sne sætter tempoet væsentlig ned. Hundene, slæden og fupperne synker ned og der skal bruges ekstra mange kræfter på at komme frem. For at hjælpe hundene på vej går en af os frem for at trampe et spor. Så mens Roland trampede af sted derudaf blev jeg tilbage ved slæden og holdte styr på hundene. Det blev til en lang dag som sluttede med TP (Teltplads) på Lindemandsfjorden. Nu var jeg udendørsmand og andre pligter kaldte. Forsyne indendørsmanden med radiotaske, skaffegrejs kasse (Skaffe = Spise i søværnet J) underlag, soveposer, brændere & fuel, fueldunke fra gårdsdagen skal fyldes op, hundeseler skal samles sammen og hundene skal fodres. Til radio QSO er det udendørsmanden som har skrevet dagens dagbogsblad med rute, temperatur, føre og melder positionen ind på radioen.
Dagen efter kørte vi igen videre nordpå. Alle stumper bliver igen pakket på slæden og teltet pakkes sammen, hundene får sele på og spændes i nomen (Hvor de løber sammen 2 og to) Andre gange kommer de i tandem(hvor de løber efter hinanden i en lang række) og sidste mulighed i vifte (hvor de løber med hver deres skagle i vifte form) den sidste form har vi ikke brugt endnu men har planer om at eksperimentere lidt med det på forårsrejsen. Vi kom nu til Fligelys depot som er et såkaldt SIRIUS standard depot. Depotet er en fin rød hytte som er designet af det danske firma Venslev. Indenfor er der 2 køjer med dejlige bløde madrasser. Endvidere finder man her forsyninger i form af proviant til mand og hund og kan dermed få suppleret og pakket op til de kommende dages kørsel. I hytten forefindes også en effektiv olie ovn. Den sparker masser af varme fra sig, og når man har fyldt tanken godt om aftenen kan man ligge lunt resten af natten, modsat kul ovnen der går ud efter et par timer. De næste dage kørte vi igen mod nord og ind i grandjean fjord hvor vi bundede Betula havn og stødte på to gamle fangstmandshytter som mere eller mindre lå i ruiner. Vi havde temmelig blødt føre så kørte ikke mere end 25-30 km om dagen. Her havde vi også de koldeste temperaturer på turen omkring de minus 36 grader. Når man rammer denne temperaturer gælder det om at få dækket snuden til. Dampen fra ens ånde fryser hurtigt til is, så på sådanne dage bliver ens hoved hurtigt en stor iskugle. Der bliver også lavet lidt ekstra møllesving for at holde varmen i fingrene men så længe det ikke blæser er det en ganske fin temperatur og køre hundeslæde i. Generelt har der ikke været den store forskel i påklædningen hvad enten det har heddet minus 10 eller minus 30. Det er er en forholdsvis standard opsætning som for mit vedkommende ser ud som følger hvis vi starter nedefra. Her har jeg 2 par strømper på. Et par ganske normale skistrømper med højt skaft og så et par tynde teknik strømper uden over. Af støvler kører vi nu med de såkaldte Alfa støvler. En rigtig lækker støvle som indvendig har en lækker tyk uld katanka. Så i modsætning til de Lundhags støvler vi kørte med på vintertræningen kan Rasmus nu køre rundt med lune tæer- uhmm.. Inderst på benene har jeg et par frække lange net underbukser af det norske fabrikat Brynje, og er det ekstra køligt kommer et par Craft lange underbakser med windstop i udenpå. Yderst har jeg så et par kraftige ski bukser med seler fra det svenske firma klättermusen. På overkroppen er det ligeledes et Brynje produkt der kommer på først – en langærmet model også i net. Udenpå følger Craft undertrøjen som også har windstop på maven og yderst kører jeg så med mors hjemmestrikkede uld sweater. Desværre er den krympet til en str. 8 år lige for tiden, hvilket med stor sandsynlighed skyldes den kraftige varme den er blevet udsat for når den hænger til tørre øverst i teltet. Så den skal lige strækkes lidt inden vi smutter af sted igen. Såfremt vi har lidt vind om dagen smider jeg en tynd Montane vindjakke udover. På hovedet kører jeg som regel med en balaclava, og er det ekstra koldt kommer der en hue mere ovenpå. Om halsen har jeg stor glæde af forsvarets udleverede rør halstørklæde som hurtigt kan blive trukket op om næsen hvis det bliver for køligt. Den eneste ulempe med dette halstørklæde er at fugten fra ens ånde sætter sig i det. Og når man ikke lige når at skifte det i tide er det frosset fast i skægget og man er dermed tvunget til at køre med det indtil dagen er omme og kan få det tøet op inde i teltet. Til slut bliver fingrene pakket ind i et par finger handsker fra Targa. Det er nu engang nemmere og vikle hunde ud, klikke karabiner og generelt bare arbejde når det foregår med finger handsker. Men nogle gange er det så koldt at fingrene skriger på luffer, og så må mors hjemmestrikkede uld luffer på med en vindtæt handske uden over. Så kommer varmen så småt tilbage i fingrene, men arbejdsgangen bliver noget langsommere og besværlig.

Uge 2: Efter en uges kørsel fik vi vores første ruteændring på turen. Så i stedet for at køre til Nanok depot som planlagt kørte vi nu til Ny Jonsbu depot. Da vi nåede frem fik hundene et lille fritkvarter, men vores kære Armstrong synes lige han havde fortjent lidt ekstra sjov i gaden. I hvert fald forsvandt han ud i mørket. Sporene i sneen afslørede hurtigt at han var stukket af sted på Moskusjagt. Efter lidt tid vendte han dog tilbage, hvilket sikkert hang sammen med den igangværende fodring. Tja.. Selvom man bærer titlen som stationens ældste slædehund kan man jo stadig godt være et legebarn J Dagen efter tog vi os en velfortjent hviledag. Her fik hundene sig en lille slapper dag og Roland og jeg var da heller ikke for fine til at teste de dejlige madrasser som vi for øvrigt var de første til at benytte. Depotet var nemlig nybygget fra i sommers, så det var næsten ligesom og træde ind i et nyt sommerhus. Jeg fik dog hurtigt spoleret den dejlige duft af frisk træ, og nymalede vægge da jeg fik endnu en aha oplevelse som med smøreosten. Jeg havde fyldt vores jerrycan med fuel til olieovnen. Problemet var bare at jeg havde været lige gavmild nok og fyldt den helt til randen. Da den så havde stået inde i varmen et par timer havde fuel´en udvidet sig. Så da Roland åbnede den for at fylde på stod der en geyser op fra den. Retfærdigvis gik det ud over min madras og sovepose, så på den måde fik jeg lige sat mit helt eget præg på den nye hytte, men var igen en ekstra detalje rigere. På Ny Jonsbu fik vi også besøg af Slædehold 7 Troels og Rasmus. De havde været undervejs fra Nanok og var meget begejstrede for den slædepizza vi havde flækket sammen til dem i det gamle depots kulovn. Om aftenen hyggede vi os alle 4 med kortspil og røverhistorier fra turens oplevelser. Om aftenen fik jeg også fanget Sabine på vores Iridium telefon. Hun var hjemme på Leave fra Afghanistan, så det var dejligt og sludre lidt og høre at alt stod godt til.
Ny Jonsbu blev også det nordligste punkt for slædehold 4 på denne efterårsrejse. Herfra handlede det bare om at komme mod syd. Så vi stak igen snuden forbi Fligelys depot, hvor vi skrev en ekstra hilsen i hyttebogen. Vi fulgtes med 7érne så der var lidt trangt i hytten med 2 mand i køjerne, 2 på gulvet. 1 telt til tørre i loftet og 4 mands sure slædetøj til tørre- rigtig mandehørm tror jeg man kalder det J Vi slappede og nød godt af 7érnes medbragte musik og specielt deres podcast med et afsnit af café Hack hvor den store B.S stod for underholdningen i hytten en times tid. Af sted det gik mod Zackenberg. Denne gang skulle vi køre Slettedal som landoverkørsel. En noget længere tur en Lindemanden men vi klarede den alligevel på en enkelt dag. Roland fik lige dyppet sit ene ben da han strøg gennem isen i elvlejet. Han fik dog hurtigt hevet det til sig igen og nåede aldrig og få helt våde tæer. Turen bød også på en hel del blankis. Det gav rigtig god træning i at bruge de is kæder vi smider omkring meden for at bremse på sådan et glat underlag. Slæden er ufattelig svær at styre på sådan en omgang blankis og nogle gange glider man sidelæns og man kan bare håbe på der ikke kommer en stor sten på tværs og slår slæden til pindebrænde. Ens ski forsvinder også pludselig under en så det gælder om at holde godt fast. Vi tog begge et par gode styrt men slap med ubetydelige småskrammer. En enkelt gang strøg Roland godt nok lige voldsomt nok rundt og havde på mystisk hvis fået hanefoden, der går fra slæden og ud til nomen, viklet ind i det ene ben. Da jeg kom frem til ham så foden ud til at være lige rigelig twistet til at det var sjovt. Men da han var viklet ud viste det sig at han var sluppet med en lidt øm fod, så vi blev hurtigt enige om at hyber mobile led ikke altid er en ulempe. Da vi nåede frem til Zackenberg var 7érne som samme dag havde kørt Lindemanden nået frem. De gengældte vores gæstfrihed på Ny Jonsbu og nu var det vores tur til at blive inviteret på slædepizza. Og nu vi er ved den famøse slædepizza igen følger lige en lille opskrift. I de hytter med kul ovn findes der som regel lidt pizzadej blandinger så det er jo ingen sag. Ovenpå bliver den forkælet med alt fra hakkebøf til spaghetti napoli (Fra dåse naturligvis) nogle gange er man heldig og kunne peppe den lidt op med lidt ananas, eller coctail pølser hvis man er rigtig heldig. Så får den en tur i kulovnen og vupti er der lækker pizza til de sultne slædekuske. Dagen efter kom gnisterne forbi fra Daneborg med en ny radio da vores var gået helt død. Med sig havde de også bragt en masse gode sager som cola, æbleskiver, chips og øl. Så da det samtidig blæste kraftigt op og forhindrede videre færd var det ikke noget problem og hygge sig i hytten. Vi spillede trivial til den store guldmedalje og gnaskede lidt hjemmebagte boller.

Uge 3: Da vejret var stilnet af kørte vi igen af sted mod syd. Vi nåede ned omkring Revet den første dag og havde for første gang en dag med rigtig knaldeføre = Prima føre. Sneen som ligger ude på isen er blevet hård som beton (Hårdføgen) på grund af den kraftige vind og dermed skyder man en rigtig god fart af sted over isen. Ingen tvivl om at det er lidt sjovere end at trampe rundt i dyb blød sne. Vi knaldede teltet op på rekord tid. Allerede efter 14 dage på farten var vi kommet godt ind i rutinerne. Vi bandede dog en del over stropperne til telt stængerne. Teltet vi kører med er nemlig splinternyt, men den nye detalje med lange telt stropper var altså efter vores mening ikke noget hit da fleksibiliteten i materialet forsvinder ved de lave temperaturer. Jeg skal køre med teltet de næste 2 år så gik straks i tænkeboks for at finde en løsning. Om aftenen kunne vi konstaterer at der var hul igennem på vores nye Radio. Så det var lækkert med lidt nyheder. Og minsandten om ikke også der var mail. Chritte fra den kære Randers Loge havde skrevet lille hilsen med en fin lille historie om en bekendt der havde købt sig en meget dyr men også meget lille ”Hund” som på komisk vis var blev snuppet af en stor måge på færgen da han var på vej hjem med sin nye investering. Den bragte lidt latter frem i teltet og startede en god debat om hvilken fugl som vi mon skulle holde øje med for ikke også at blive ramt af samme skæbne. Da det eneste svar vi kunne hitte på var en gammel uddød dinosaur fugl var vi rolige igen og kunne sove trykt i poserne om natten ;-) Vi kørte videre ned gennem Granta Fjord og ud i Godthåbsgolf som desværre viste sig at være en noget blød affære. Vi teltede lige nord for kap Stosch og kunne om aftenen nyde det vildeste nordlys vi endnu havde haft på turen. Det vildeste grønne lys dansede af sted over hovederne på os, så det blev en aften i foto miks tegn, hvor der rigtig blev eksperimenteret med foto grejets mange funktioner som lukketid, blænde og fokus for bare at nævne lidt. Der kom nogle helt gode billeder i kassen og vi glemte helt at køre vores trivial runde om aftenen. Med på turen havde vi nemlig medbragt 2 bunker med trivial spørgsmål, så hver aften inden hyttelampen blev slukket, snuppede vi lige en lille dyst med 10 spørgsmål til hver. Dagen efter blev en meget kort men ikke helt uinteressant dag. Vi startede dagen ud med turens første ”rigtige” hundeslagsmål. Under morgen frikvarteret hvor der bliver skidt og pisset af var der lige en flok som rottede sig sammen og hoppede på nakken af Roger. Efter et par velplacerede spark og slag med bremsetovet fik vi skilt parterne ad og kunne se at Roger havde fået en fin lille flænge i bag låret og et fint tandsæt var afsat i øret på ham. Men slædehundene er nu engang af en helt speciel støbning så han fortsatte ufortrødent videre bagefter. Efter bare en times kørsel så vi 7érne skyde lys foran os så vi satte kursen imod dem. Da vi nåede frem var de noget korte for hovederne. De var stødt på rådden is, og da Rasmus havde klasket øksen i isen for at måle, sagde den skaldede 5 cm is. Så der var lige pludselig 2 slædehold der meget hurtigt fik mederne på nakken og kørte mod land. Inde på land bestemte vi os for at telte. Roger kom en tur med i teltet og fik lidt omsorg. Sårene blev renset og han fik et par clips til at lukke flængen. Det blev til 18 timer i teltet fra vi kom til vi igen stak af sted. Men heller ikke denne dag kom vi af sted uden lidt start vanskeligheder. Den store moskus jæger Armstrong havde fået fært af moskus et eller andet sted ude i mørket under morgen frikvarteret. På dette tidspunkt d. 26 november var det nu blevet så mørkt at der bare var mørkt, mørkt hele døgnet og dermed ingen mulighed for at ane de omgivelser man har omkring sig. Men denne gang synes han åbenbart lige der skulle et par af gutterne med på tur og havde derfor valgt også at lokke Robin, Wesson og Roger med sig. Så bedst som vi stod der og havde spændt hundene for manglede vi lige pludselig 4 hunde. Men væk var de. Så der ikke andet at gøre end at lede efter dem. Jeg blev ved slæden og Roland gik i mørket for at finde vandalerne. Efter 2 timer var krapylerne indfanget og bestemt ikke i kridthuset. Roland havde fået travet næsten 20 km mens jeg i de 2 stive timer havde stået i minus 27 grader og holdt hundene dækket af. Tjaa.. FESEN LØJE som vi siger. Men vigtigst af alt- vi kom af sted og ingen af hundene var kommet til skade under deres leg med Moskus. Vi kørte over land forbi Strømmen i Loch Fyne, og kørte videre ned i bunden af Loch Fyne til depotet som også her er en gammel fangstmandshytte. 7érne var nået frem og der var igen dømt hytte hygge med bagværk og kortspil. Nu gik turen igen over land til Moskusokse Fjord. En forbandet blød omgang hvor vi for første gang måtte spænde hundene i Tandem. Roland traskede spor derudaf og jeg stod styrmand ved slæden. Pludselig så jeg vores ene tæve, Hjørdis ligge livløs i tandemen. Hundene blev standset og jeg stormede frem til den stakkels hund som åbenbart havde fået viklet halsen ind i en snor. Hun var fuldstændig bevidstløs, så jeg begyndte at puste hende på snuden og fik ruske lidt i hende. Efter kort tid slog hun øjnene op. Hun så godt nok lidt forvirret ud men virkede helt klar til at trække. Så jeg gik vældig munter tilbage til slæden og satte igen spandet i gang. Til min store forundring så jeg langsomt at der opstod et hul i midten af tandemen. 7 hunde traskede stille og roligt derud af mens afstanden ned til de resterende 7 stakler der trak slæden voksede. Ups.. i min store redningsaktion havde jeg altså formået og skille tandemen ad. Men der kom nu hurtigt styr på tropperne og de kunne nu alle 14 arbejde sammen om at trække slæden gennem den bløde sne dyne.

Uge 4: Vi kørte gennem Moskusokse Fjorden på bare 2 dage. Havde inden afrejse hørt mange stygge historier om den berygtede Moskusfjord som er kendt for at være rigtig blød. Men til vores store glædelige overraskelse var der knalde føre hele vejen til Strindberg. Undervejs passerede vi intet mindre end Grønlands vel nok hemmeligste sted, nemlig Julemandens hus. Roland og jeg blev i hvert fald enige om at den gamle fangststation Hoelsbu lignede et residens der bestemt var julemanden værdig. Der var godt nok ikke lige lys da vi kom forbi, men til det havde Roland svaret klar med det samme: Han var selvfølgelig i kælderen og pakke julegaver. Vi ramte Strindberg Depot søndag d. 29 november og jeg var nu tilbage i vante omgivelser da det var herfra og sydover jeg i sommers havde sejlet depoter ud med tut bådene fra Ella Ø. Det var blevet første søndag i advent og det skulle naturligvis fejres. Så i selskab med 7érne sad vi om aftenen i den gamle Lauge Koch hytte og spiste lune æbleskiver og drak kaffe mens julemusikken rungede i stuen. Efter en enkelt hviledag og en enkelt vejrfast kørte vi videre mod Ella Ø. Jeg fik mig desværre en rigtig stinkende start i bogstaveligste forstand da vi forlod Strindberg. Jeg sad på læsset og nød den dejlige morgen luft, da der pludselig kom en lækker frisk morgen pølle flyvende og landede i skødet på mig. Så det blev meget brat slut med den friske morgen luft. Tak for lort hunde J Det blev til to landoverkørsler undervejs til Ella Ø. Først Zologdal til Dusens Fjord og derfra videre over Fladedal. Begge overkørsler blev kørt uden den helt store dramatik. Vi mistede godt nok vores ene taske med hunde pemikan (Fodder) over zologdal. Der var en kort overgang noget tumlet med store sten hvor den så må have vristet sig fri. Og da det jo er mørkt som bare pokker var det ikke lige noget vi havde nået at registrere. Det var heldigvis ikke værre end vi kunne køre forbi Devold depot i Dusens fjord og hente nyt inden vi kastede os over fladedal som var alt andet end flad. Fladedal blev faktisk den hårdeste overkørsel på turen og kostede også en enkelt surring på det forreste bundbræt. Men taget i betragtning hvor mange tæsk den får sådan en slæde er det helt utroligt at der ikke sker mere. Efter en kort dags kørsel efter fladedal nåede vi frem til Ella Ø. Det var helt fantastisk og se dette dejlige sted ligge helt uberørt i vinterdragt. Vi pløjede os op over isskuningerne i landbrækket (Hvor det så var blevet min tur til at få revet en binding skien) Efter ankomsten gik vi straks i gang med at åbne stationen. Som den eneste station i området er der her låst af med hængelåse, så da nøglerne var lokaliseret fik vi låst bygningerne op og gik herefter op for at starte generatoren. Håndsvinget blev tvunget 10 omgange og derefter koblet i gear. Den gamle Valmet moter hostede et par gange og langsomt kom omdrejninger i vejret og lyden af en gammel fiskekutter spredte sig ud over stationen. Med generatoren var der nu strøm på stationen og vi kunne nyde godt af elektrisk lys i stedet for de pandelamper som ellers sad på én døgnet rundt. Det blev til i alt 2 hviledage og en enkelt ventedag på Ella Ø hvor vi fik klaret en masse praktiske ting. Jeg fik ordnet mine ski, teltstropperne som havde irriteret os undervejs blev tilpasset og surringen på det forreste bundbræt blev fixet. På vores anden hviledag havde vi rigtig glædet os til bare at kunne slappe af. Men sådan skulle det altså ikke gå. Lige efter vi havde fodret og var hoppet på køjen med en god bog og en kop kaffe var der ballade nede hos hundene. Vinterkæderne som hundene stod i var åbenbart lidt for lange og Balder og Wesson havde kastet sig over hinanden. Højst sandsynligt en lille uoverensstemmelse over hvis mad der var hvis. Det viste sig at de havde haft rigtig godt fat i hinanden, så det var frem med bedøvelsen og sy grejet og så ellers bare i gang med et større lappearbejde. Balder fik 4 sting i øret og Wesson måtte have 14 sting. 11 stk oven i hovedet til at lappe de 2 dybe rifter ned til kraniet og 3 stk. I det ene øjenlåg som var blevet delt i to. Så på grund af dette postyr valgte vi at tage en ventedag for lige at give de to patienter lidt ro inden vi igen skulle på farten. På denne hviledag ankom 7érne og de blev modtaget af et rigtig Rasmus klump bjerg af pandekager. Under denne pandekage operation fik jeg læst et af Jørn Riels skrøne værker ”Cirkulæret” hvilket var lidt sjovt idet man stod kun 50 meter fra bygningen, Ørnereden, hvor han i sin tid selv havde siddet og skrevet disse værker. Det blev til endnu en hyggelig aften som slædehold 47, som vi hed på radioen. Samme aften kunne vi på radioen høre at juledroppet på Daneborg var blevet gennemført planmæssigt og at der nu ventede alle en masse gode ting hjemmefra.

Uge 5: Tiden var nu så fremskreden at vi måtte tage turens anden ruteændring grundet tidsnød. Det bløde føre undervejs på turen havde nu sænket os så meget og betød i det store hele at vi nu ikke kunne nå forbi Mestersvig og ønske god jul men i stedet skulle vende næsen hjem over. Vi sagde på gensyn til 7érne, overlod dem Ella Ø til sig selv og satte kursen mod Sofia sund. Da vi om aftenen havde slået teltet op, begyndte vinden at tage til, og da vi vågnede næste dag ruskede det godt og grundigt i teltet. Udenfor rasede der omkring 40-50 knob så vi var ikke i tvivl om at vi måtte rive en vejrfast i teltet den dag. Umiddelbart skulle man tro at en hel dag i telt ville være en lang dag. Men med en god bog og lidt medbragte søde sager fra Ella Ø gik tiden forbavsende hurtigt. Roland fik færdig gjort 700 siders værket om Saxo´s danmarks historie som han havde læst i undervejs og jeg fik tygget mig igennem Camilla Läckbergs Prædikanten. Dagen efter var det klaret op og vi kørte videre mod Kap Humboldt hytten. Ca. 15 km før hytten blev isen så salt træg (Dårligt glid) at vi blev nødt til at smide skiene og løbe ved siden af slæden- så det var helt god træningJ på Humboldten kom Wesson en tur med indenfor. Såret i hans hoved væskede helt vildt og vi måtte derfor bedøve ham endnu engang og lave en grundig sår revision. Det viste sig at huden mellem de to flænger var helt dødt og måtte derfor skære det helt væk. Så Wesson fik sig en lille ansigtsløftning og vi fik syet lidt igen, igen. Af sted videre mod Daneborg. Vi passerede syd om vinter øerne og mødte her en enlig sæl som lå og hyggede sig ved sit åndehul. Ud over de mange normalt forekommende Moskus okser og Ravne vi havde mødt undervejs var det faktisk det eneste lidt sjældnere dyre syn (I hvert fald på dette tidspunkt af året) vi stødte på. Fra teltpladsen midt i Kejser Frantz Joseph fjord skulle vi nu mod Strindberg igen. Om morgenen var der bare lige den hage ved det at der var total nedlukket derude. Tåge og let snefald gav en sigt på små 50 meter og vanskelig gjorde navigationen en hel del kan man vist roligt sige. Jeg fik mig i hvert fald noget af et knæk den morgen da jeg skulle starte med at gå spor foran. Min selvopfattede gode sted sans og evne til at holde kurs blev bombet fuldstændig tilbage til stenalderen. Jeg tænkte at jeg snildt kunne holde en kurs lige ud i hvert fald 5 min af gangen for derefter at kontrollere kursen på GPSén. Men jeg blev klogere. Efter bare 5 min havde jeg formået og gå i en blød halvcirkel. Så da jeg tændte GPSén og så jeg gik 180 grader i den forkerte retning og samtidig kunne høre hundeglam 150 meter fra mig troede jeg det var løgn. Men den var god nok. Så jeg måtte pinligt berørt gå tilbage til Roland som var i gang med at spænde hundene for og sige at jeg nok lige måtte prøve en gang til, nu med kompas kontrol hver tyvende skridt. Det var den vildeste oplevelse. Og gå rundt i sådan noget som mest af alt minder om at svømme rundt i et glas skummet mælk gør bare en fuldstænig ude af stand til at bedømme op og ned, højre og venstre. Men igen, set i bagklog skabets lys var man nu endnu en erfaring rigere. Jeg formåede og holde kurs resten af dagen og vi kom derfor i lige linie til kap Ovibos. Herfra havde vi en kort dag til Strindberg. Vi ventede 7érne senere på dagen. Og da det nu var blevet den 13 december og dermed tredje søndag i advent skulle det naturligvis fejres med manér. Så jeg gik i gang med den helt store 4 retters menu i den gamle Lauge Koch hytte. 7érne ankom og vi kastede os alle over den overdådige menu jeg havde fået fremstillet. Til forret var der frisk bagte boller efterfulgt af 2 store slædepizzer til hoved ret. Til dessert var der pandekager og til radiomikken var der så nybagt drømmekage til kaffen. ”Der blev spist op til hver en krumme og fuppernes maver kunne ej mere rumme J” Fra Strindberg lå moskusoksefjorden nu og ventede. I mellem tiden havde det sneet en god del så vi mærkede nu lidt mere til de mange historier vi havde hørt om den bløde Moskusokse Fjord.

Uge 6 – sidste uge: Trampe, trampe og atter trampe. Nu var det slut med knaldeføre og vi kom ikke uden om det længere. Der skulle trampes spor…. 6-7 timer om dagen hvor man bare går derud af på sine ski. Vi havde endnu engang 7érne og følges med så det gjorde det lidt hyggeligere at der gik en bagved man kunne sludre med engang imellem. På landoverkørslen til Loch Fyne var den helt slem og der blev virkelig kæmpet og svedet tran for at komme gennem de bløde snemasser. Jeg var slædepasser denne dag mens Roland var udnævnt til store trampemester. Nede ved slæden kæmpede jeg en brav kamp med og vikle hunde ud af tandemen i tide og utide. Når det er så blødt og der ikke er et konstant træk i tandemen får hundene nemt viklet benene ind i det slappe tovværk hvilket giver en hulens ballade når det så igen bliver strammet op og rykker i deres ben. En enkelt gang hvor Sally (vores anden tæve) var viklet godt og grundigt ind, var hun fuldstændig panikslagen og hylede som en anden sirene. Hun var helt umulig og komme tæt på, og dermed også umulig og få fri. Men fri skule hun jo og jeg moslede derfor på hende. Men det gjorde åbenbart bare ondt værre at jeg rodede med det snoede tovværk og før jeg vidste af det sad hun med tænderne i armen på mig. Hun fik et los med skistøvlen og en stor verbal sviner over at det var takken for at agere redningsmand. Men hun var iskold og valgte i stedet at bide tandemen over. Da der igen var kommet ro over vandene fik tandemen de nødvendige knob og vi kunne okse os af sted det sidste stykke til Loch fyne. Kort efter ankomsten til Loch Fyne ankom også vore kære følgesvende fra slædehold 7, skarpt efterfulgt af slædehold 5, Frederik og Anders som var stødt til os lige før landoverkørslen. Der var dermed lagt op til en trang omgang i Loch Fyne hytten. Da alle var indlogeret lå der 3 mand i hver deres køje, 2 på gulvet og taberen i aftens kortspil måtte se sig henvist til gulvet i proviantrummet J. Det blev til intet mindre end tre vejrfaste i den relativt lille hytte. Vi fik alle læst hyttens blade op til flere gange, spillet utallige runder af røvhul, og var endda helt derude hvor spillet fisk var et kæmpe hit i næsten 12 timer. Også hyttens eneste spil, stratego, blev misbrugt på det groveste. En turnering som blev spillet, som gjaldt det liv og død at kunne kalde sig den store strateg. Summa summarum hyggede vi os uden tvivl disse dage, hvor Roland for øvrigt også lige nåede at give mig et par Rabies vacciner for Sally´s personlige hilsen tidligere. Da det havde stormet ufortrødent for fuld styrke i samtlige 3 dage og vi fortsat sad i hytten begyndte vi efterhånden og tænke vores tanker i forhold til at skulle holde jul her. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. På tredje dagen hørte vi på radioen at der var opklaring undervejs. Men det var ikke kun på vejr fronten der var opklaring i sigte. Samme aften var der nemlig mail fra mor og far derhjemme, som kunne fortælle at min far nu var erklæret i top form igen efter et længerevarende behandlingsforløb for en kræft knude i halsen. Jeg greb med det samme Iridium telefonen og fik ham i røret. Det var uden tvivl den bedste julegave jeg i mit liv har fået og følelserne fik da også frit løb da vi talte, og et par glædes og lettelses tårer fik lov at trille. Siden forløbet startede i starten september har tankerne naturligvis ofte været på dem derhjemme, og det har ikke altid været lige sjovt at stå så langt væk uden mulighed for at gøre hverken til eller fra. Men nu var det heldigvis overstået og det kunne nu kun blive en helt fantastisk jul.
Som lovet kom opklaringen dagen efter og vi stak af sted mod Daneborg. Efter 3 dage indelukket i en lille hytte og med udsigt til alle de gode sager som ventede på Daneborg var motivationen helt i top for at komme videre hjemover. Faktisk var den så høj at vi den 20 december da vi forlod Loch Fyne bankede 9 ½ timers kørsel af. Om aftenen lå jeg og regnede lidt på det og nåede frem til at vi havde kørt 70 km. Hold da kæft Roland sagde jeg.. 70 km.. Det er fandeme ligeså langt som den forbande tur jeg kørte i bil mellem Randers og Karup hver eneste dag i 4 år da jeg arbejde på FFOS. Vi sov begge to godt denne nat som også skulle vise sig at blive den sidste nat i teltet på denne efterårsrejse. Dagen efter tog vi nemlig endnu en lang da på godt og vel 65 km. Egentlig skulle vi først have ramt Daneborg den 22 december. Men da vi havde kørt i et rigtig møgvejr med kraftig modvind hele dagen var der ikke rigtig nogle af os som havde lyst til at rode med telt i dette blæsevejr, og da vi havde stationen lige foran næsen valgte vi derfor at køre hele vejen. På denne sidste dag fik jeg mig en lille forfrysning på næsen og har derfor måttet finde mig i øgenavnet Rudolf hele julen. At ramme Daneborg efter halvanden måned på farten var en noget surrealistisk oplevelse. Vi blev modtaget af Gnistholdet som i mellemtiden var blevet skiftet ud med Tobias og Anders ´08. Vi fik styr på hunde og slædegrejer og jeg fik mit livs dejligste og måske også mest tiltrængte bad. Badeværelses vægten blev også lige testet. Der var 8 kg mindre af mig end ved afgangen i starten af november. Så senere samme aften da vi sad i Lambertsland (Opholdsstuen i Sirihus) med lækker mad, friske grøntsager og frisk frugt kunne jeg med god samvittighed køre i næbet med alt hvad den kunne trække. Helt fantastisk følelse og sætte sig i det bløde møblement og sludre med de to gutter man ikke havde set siden afgangen i starten af November og nyde alt den luksus man nu havde omkring en i forhold til de meget primitive forhold man havde været underlagt på turen. Dagen efter anløb de sidste slædehold som perler på en snor. De blev kørt i møde af fupper i julemands kostume på snescooter og fik serveret varm glög fra Hviids vinstue. Om aftenen var der højt humør om bordet og snakken varede til langt ud på natten på trods af en noget klatøjet forsamling med røde kinder der slet ikke kunne omstille sig til at opholde sig inden døre.
Status: Efterårsrejsen 2009 blev for slædehold 4 vedkommende til i alt godt 1100 kilometers slædekørsel rundt i nationalparken. 31 overnatninger i teltet og 15 i hytte. Af de samlede 46 dage vi var af sted havde vi 8 vejrfaste. Vi kom hjem med samtlige hunde i god behold og slap generelt for de helt store uheld undervejs. Temperaturen har svinget meget. Laveste temperatur målte vi til minus 36 mens den højeste temperatur var helt oppe på plus 1. Gennemsnitstemperaturen har dog alligevel ligget på de minus 25, hvilket jeg har erfaret er en rigtig god temperatur og køre hundeslæde i. Jeg har lært utroligt meget på turen og står nu rigtig godt rustet til vores forårsrejse som efter planen bliver skudt i gang d. 20 januar.

Julen: I Sirihus var der rigtig pyntet op til jul da vi kom hjem. Julemusikken kørte i døgndrift og gnisterne havde bagt jule kager til den helt store guldmedalje. Så det var med andre ord ikke svært at komme i julestemning. Det blev lynhurtigt den 24 december og vi brugte dagen på at pynte juletræ og slæbe de mange gaver over under træet. Da vi kom hjem havde gnisterne nemlig anbragt samtlige af folks gaver hjemmefra på deres respektive værelser. Selv brugte jeg et par timer på værelset d. 24. Her nød jeg i fulde drag og læse hvert eneste julekort hjemmefra og vil i den anledning igen sige alle en stor tak for disse hilsner. Disse breve og hilsner får i hvert fald største delen af æren for at det blev rigtig jul så langt hjemmefra. Mens jeg hyggede mig på værelset disse timer kunne jeg samtidig sidde og mæske mig i mors hjemmebagte brunkager og mormors hjemmebagte vanniliekranse. Til at skylle ned med kunne jeg tilmed nyde den magiske Hyllebær saft fra Sabines forældre, som også havde overlevet turen ned fra himlen. Så det var en ovenud lykkelig Rasmus der gik til julebordet om aftenen. Tre af de gæve gutter heroppe havde vundet i lodtrækningen om køkkentjansen juleaften og havde gjort et fabelagtigt stykke arbejde. Alt hvad hjertet kunne begære var at finde her på dette bord og der blev spist, spist og atter spist. Efter ris á lamenden var alle sat fuldstændig til tælling. Det store terningespil om opvasken blev gennemført, og mens ”Vinderne” klarede opvasken var der dømt timeout på sofaen for resten af patruljen som alle trængte til at slå mave inden det gik løs med dans omkring juletræet. Med chefen på guitar blev de gængse julesange skrålet på livet løs rundt omkring træet. Og da der ikke rigtig var flere sange at synge sank vi tilbage i sofaerne. Vi havde ikke siddet længe før der pludselig kunne høres klokker udenfor døren. Og minsandten om ikke det var selveste julemanden som havde fundet vej til Daneborg med gaver til hans kære naboer. Det er i hvert fald hvad jeg har fået fortalt. Desværre var jeg selv, helt tilfældigvis, en tur på toilettet da han kom forbi så det var jo slet ikke til at bære at jeg ikke fik hilst på ham. Gudskelov havde han dog efterladt et par gaver til mig, så jeg ser bare frem til at jeg måske kan få et glimt af ham næste år. Men bortset fra denne uheldige oplevelse havde vi en rigtig hyggelig aften.

Nytår: Det meste af nytårsdag stod Rasmus & Rasmus i køkkenet. Vi gav den fuld gas derude og alle vores kokke talenter blev presset til det yderste. På trods af et løbende indtag af diverse procent fyldte væsker i løbet af dagen til at give den helt rigtige kokke stemning derude fik vi sat en menu sammen som fra fupperne senere blev idømt intet mindre end 2 MichelDaneborg stjerner (Hvilket læner sig tæt op af, Verdensklasse)J. Menuén blev: hvidvins dampet Hummer med Flute dë olive til forret efterfulgt af et par lækre Oksesteg af Højreb med ovnbagte krydder kartofler, hvidløgsmarinerede pandestegte gulerødder, bønne buketter i bacon indpakning og en enkelt ovnbagt tomat. Til slut var der hjemmelavet islagkage i samtlige slædeholds farver. Alt sammen portions anrettet naturligvis J Det eneste sted hvor dagens alkohol indtag gav lidt bagslag var under samlingen af kransekage projektet. Vi var selvfølgelig ambitiøse ud over alle grænser og ville levere en kransekage der ikke var set magen til før i slædepatruljens tid Der var bagt ringe til imponerende 28 etager. Og med Rasmus Horneman som uddannet bygnings ingeniør, kunne det jo nærmest ikke slå fejl. Bærekonstruktionerne var nøje udregnet så det det nye svar på Kranse kagernes Burj Al Arab skyskraberen i Dubai ventede lige om hjørnet. Det var det også et kort sekund, men før vi nåede og få dokumenteret dette prægtige bygningsværk opstod der store problemer og resultatet blev på et splitsekund forvandlet til et mindre fæstningsværk med indbyggede skydeskår. Men hva pokker. Vi havde haft det sjovt med eksperimentet og klokken 12 da den blev serveret faldt den alligevel i god jord trods sin lidt atypiske bygningsform. De krudt ansvarlige stod for et kæmpe fyrværkeri show som blev nydt fra tårnets terrasse af vi andre.

Afslutning. Mandag d. 4 januar var det slut med ferie og vi startede igen op på den daglige tjeneste. Der er lavet total optællinger på alle fagområder og lavet bestillinger til det kommende forsyningsskib til sommer. I fritiden har jeg været lidt i syndikatet og gøre vores slæde klar til forårsrejsen, med nye meder og et par omsurringer af bundbrædder. Der har også været tid til at starte et lille mini slæde projekt op, så det skulle der gerne komme en fin str: 1:6 model ud af på et tidspunkt. Træningen er selvfølgelig også blevet passet flittigt, og formen er da heller ikke helt ringe på trods af halvanden måned på slæderejse og en god lang juleferie med masser af god mad.

Så er jeg ved at være nået til vejs ende. Senere i dag skal Roland og jeg en tur til hundene for at klippe poter, som er sidste punkt på tjeklisten for slædehold 4. Når det er klaret er vi top tunede og klar til afgang på den lange forårsrejse fra d. 20 januar – d. 31 maj.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår og siger på gensyn til sommer.

Mange hilsner
Rasmus

Siden sidst!!!

Hej igen alle sammen.

Så er det blevet tid til en lille opdatering her fra livet på Daneborg.
Efterårsrejsen nærmer sig med hastige skridt og lurer lige om hjørnet.

Den sidste flyver gled over Daneborg d.27 oktober. Den havde været på Zackenberg for at hente vores forsker naboer ud. Så nu er vi helt alene heroppe. D. 24 oktober havde vores post gutter heroppe Troels og Tobias været derovre med juleposten på hundeslæde, så samtidig var det også vores julepost vi kunne se flyve sydover med alle julehilsnerne.

I skrivende stund har vejret slået over i en god solid efterårs storm som får døre og vinduer på stationen til at hyle om kap med hundene. Ingen tvivl om at de kan mærke at der er slæderejse under opsejling. Hundene opfører sig eksemplarisk for tiden og vi har i slædehold 4 været forskånet for store slagsmål. Roland er også forundret over den harmoni der hviler over spandet. Sidste år kørte de med en tæve ”Freja” som skabte meget ballade, men nu hvor hun har fundet vej til de evige slædehundes jagtmarker virker det til at det har tilført lidt mere ro. Og så er der jo lige Robin som jeg selv fik ”fornøjelsen” af at kastrere i sommers. Han var før kendt som en rigtig ballade mager som sjældent sagde nej til en god fight. Men nu hvor bollerne er strøget er han blevet from som et lam og dermed også med til at bidrage til et non violent hundespand.. Roland og jeg kører også en hård nul tolerance politik. Så snart der er optræk til ballade får de et par verbale gloser med på vejen og indtil videre fungerer det rigtig fint.
Der ligger naturligvis fortsat et par timers tålmodigheds arbejde i vores to nye ung hunde Sally og Indy som har deres første slædetur foran sig. De vimser rundt og hører ikke altid lige godt efter. Men der er bestemt fremgang og spore.

Men selvom der i slædehold 4 ikke bliver udkæmpet de store magt kampe med sårede hunde som udgang betyder det bestemt ikke at jeg går arbejdsløs rundt i ude i vappe huset. Slædehunde skal nu engang klare hierarki ordnen gennem magtkampe og dermed oftest skader som skal lappes sammen. Så jeg får snildt vedligeholdt færdighederne med at sy og lægge bedøvelser. Op til slæderejsen har vi samtidig haft den store tandrensnings omgang hvor tiltrængte hunde har fået en lille sovesprøjte og derefter pudset bisserne med vores ultralyds maskine som fjerner plak belægningen, så de undgår betændelse i tandkødet. I samme omgang får de klaret poterne. Det være sig klipning af negle og det pote hår som sidder mellem tæerne på dem. Det skal fjernes for at undgå isdannelse under poterne som på slæderejse er til stor gene for dem.

Det giver en rigtig god rutine og lave sådanne indgreb på hundene. Jeg står ofte alene med hele ”operationen” og har allerede fået et godt erfaringsgrundlag til at klare opgaverne som vappemand. I starten var det lidt mærkeligt og se en spræl levende slædehund blive slap og fuldstændig livløs efter at have fået sin bedøvelse. Men nu hvor man ved hvordan de reagerer er det med ro i sjælen man giver den sprøjten og klarer dens skavanker. Ikke alle hunde reagerer dog ens under selve bedøvelsen. Nogle får det pludselig dårligt og kaster op, mens andre får lidt løs tarm med et være svineri som resultat. Men heldigvis er det dog de færreste som reagerer sådan. Erfarede også en enkelt gang at de ikke nødvendigvis ligger helt stille selvom de ved første øjekast er langt væk i drømmeland. Havde netop klaret tænderne på en af vores egne hunde Yuri. Han var helt væk så jeg gik i krig med at trimme håret under hans poter. Men selvom han tilsyneladende var dybt bedøvet gav han pludselig et kæmpe spjæt med det ben jeg stod med. Jeg fik det største chok og trimmeren jeg stod med blev sparket over i modsatte ende af lokalet og splintrede i tusind stykker. Bagefter gryntede han lidt og snorkede derefter videre som om intet var hændt. Så var man den erfaring rigere og den trimmer fattigere.

Vapper:

Men nu til det som virkelig tager tiden i vappe. Nemlig det nye kuld hvalpe som kom til verden d. 24 september. Moderen Muku fødte 5 velskabte hvalpe med ca. 12 timers mellemrum. 3 tæver og 2 hanner. 5 små uldtotter som alle kunne ligge i ens favn. Helt fantastisk syn. Jeg overværede helt tilfældigt den ene fødsel da den sidste han pludselig dumpede ud om aftenen, mens de andre lå der om morgenen da jeg kom derud. Han er sidenhen blevet kendt som grisepjok da han er noget mere forsigtig end de andre og gerne ligger og piver lidt i hjørnet af kennelen mens de andre ræser rundt og brænder energi af. Men vi håber selvfølgelig der kommer lidt mere hår på brystet med tiden. Det holder jo ikke og blive trumlet af to tøser som er større end en selv.
Desværre måtte vi på andet døgn skille os af med den ene tæve. Vi kører en stram avlsplan heroppe som gør at vi kun beholder det som vi har behov for. Så det var en lidt mere kedelig side af vappetjensen men igen bare en del af jobbet. Jeg frydes hver dag over deres morsomme indslag og har virkelig nydt og følge deres udvikling fra små kedelige klumper uden øjne som konstant lå begravet i Mukus patter til de mest livlige og frække små hvalpe. De er omkring halvanden måned nu og løber alle glade rundt og bider i alt hvad der kan bides i. Tænderne er også ved at være der – i hvert fald er det ikke længere så sjovt når de får fat i øreflippen som før. De har endnu ikke fået navne, men der går sikkert ikke længe.

Slædedåb:

Siden sidst har der også været travlt i syndikatet. 3 slædehold har på skift har haft en uge til at bygge ny slæde. De bliver bygget helt fra bunden, og når de står færdige en uge efter holdes den traditionelle slædedåb. Her præsenterer de respektive slædehold deres nye slæde og der bliver gættet vægt. De 2 som er længst fra ”vinder” opvaske tjansen lørdag aften. De som har bygget i år er slædehold 3, som præsenterede deres nye gule HYDREMA. Slædehold 5 byggede en flot rød slæde som blev navngivet Die Eisbären og til sidst præsenterede slædehold 7 deres nye og kridhvide slæde, IRONHOE. Slæderne heroppe kører 2 år. Så det betyder at jeg får fornøjelsen af at bygge ny slæde til slædehold 4 med min kommende makker næste år.
Og nu vi er ved den kommende makker kan jeg i samme omgang nævne at det nye forskole er udpeget. 7 stk. som starter op d. 26 november. Derfra ligger der en lang og oplevelsesrig kursus række og venter for dem. Ud af de 7 kender jeg i forvejen 2 af dem så det bliver spændende og følge dem. Hvis alt går vel kan vi være heldige og møde dem på vores forårsrejse mens de er på vintertræning på mestersvig i februar måned.

Forberedelse:

I løbet af en almindelig arbejdsuge har de forskellige slædehold en enkelt slædehandy dag som det hedder. Her er man fritaget fra ens fagområder og skal så hjælpe kokken med opvasken efter dagens 3 måltider, stå for rengøringen i sirihus og klare vaskeriet. Når det så er klaret er resten af dagen helliget slædeholdets forberedelse til efterårs turen. Roland og jeg drog på en lille test tur d. 1 oktober. Vi pakkede slæden med alle vores grejer og spændte hundene for. Efter en times kørsel standsede vi og oprettede derefter telt plads. Roland gennemgik alle rutinerne for både indendørs- og udendørsmand. Det er 100 procent faste rutiner som skal sikre en hurtig og effektiv arbejdsgang i forbindelse med det at få teltet op og stå og få hundene i kæde. Det var rigtig lærerigt og jeg glæder mig til at komme ud og praktisere det på efterårsrejsen og dermed få rutinerne på rygraden.

Set & sket siden sidst..

I weekenden plejer vi som regel og få lidt frisk luft udenfor stationsområdet. Som oftest tager vi en snescooter og kører en tur i fjeldet med en riffel på nakken. Andre gange har vi taget et par gamle traktor slanger fyldt med luft for så at kælke på dem eller trække dem efter scooteren. Ja det bliver man vist aldrig for gammel til. Om aftenen er vi nogle stykker som har fundet stor glæde i gamle brætspil- så der bliver spillet i vildskab.

På træningsfronten bliver der holdt ved lige. Tirsdag morgen fra 7.00 – 7.45 styrketræner Tobias og jeg før morgenmaden. Torsdag morgen kører Tobias og jeg 3 x bronzecirkel efterfulgt af 3 km på løbebånd og om søndagen løber jeg så mit 11 km træningspas med 2 km opvarmning, 6 x 1000 meter interval og så 3 km afløb. Sabine havde sendt en mail en dag hvor hun skrev at de ville løbe halvmaraton nede i sandkassen så tænkte at jeg hellere måtte prøve kræfter med et halvmaraton på løbebånd. Det var måske ikke lige det mest spændende jeg har prøvet men så har man da det på cvét.

Af andre begivenhedsrige hændelser skal det store vinter OL på Daneborg naturligvis nævnes. D. 10 oktober kl.13.30 var der indmarch til fra Sirihus til Vappehuset. Her blev der tændt for den olympiske ild og første disciplin kunne dermed sættes i gang. Der skulle dystes i curling, hvor præcision og flittigt kostearbejde var nøgleordene. Dernæst fulgte en kombineret slalom / styrtløbsnedkørsel hvor koldblodigheden og balancen blev sat på prøve. Disciplin nr. 3 hed bobslæde ræs. Her kunne man bare krydse fingre for at man ramte de rette kurver og ikke blev kastet af. Undervejs opstod der dog mindre tekniske problemer da en lidt for kraftig fuppe røv havde boret sig vej gennem kælken og efterladt et stort hul. Men alle gennemførte og slap uden de store skrammer. Til sidst var der skiskydning. En rundstrækning med indlagt skyde disciplin. 3 skud med det gode GV 53/17 mod 3 lerduer placeret 50 meter ude. For hver mis var der straf runde i et fint 8 tal hvor alle kunne stå og håne, råbe og heppe.
Dagen blev afsluttet med prisuddeling hvor vinderen løb med første præmien på intet mindre end 3 kinder æg.

Dyrelivet:

Selvom det nu er blevet koldt og mørkt er der fortsat masser af liv rundt omkring Daneborg.

På flere af vores træning ture har vi kørt forbi moskusflokke som går og skraber lidt i sneen for at finde føde. Også polarræve kigger ofte forbi, og for et par dage siden sad der en lille en af slagsen uden for Sirihus og kiggede på mig. Først da jeg var små 10 meter fra ham valgte han at stikke af. Ravne er her i hobetal. De nyder godt af det hundefoder som nogle gange ligger til overs i gårdene. Egentlig skal de reguleres lidt, men de er nogle snu rad og ikke lige nemme at komme på skudhold af. Sneharer kommer også helt tæt forbi. En aften hvor vi stod i tårnet og nød udsigten kunne vi tælle 8 harer som hoppede rundt og hyggede sig lige nedenfor.
Men mest spændende har dog uden tvivl været bjørnebesøgene som nu er oppe på hele 3 stk. 2 gange har en enlig han været forbi og snuse rundt. Han har gået rundt ude på vores afbrændingsplads, men taget flugten ud på isen så snart vi er kommet derud for at skyde lidt billeder af ham. Den ene gang fortsatte han helt ud til en åben våge og lavede derefter et fint hovedspring og svømmede så derudaf. Men den 25 oktober fik vi den helt store bjørne oplevelse som er de færreste forundt heroppe. En mor med sine 2 unger gik og spankulerede rundt ude ved landingsbanen. Så af sted det gik med kamera under armen. De var utrolig rolige og stillede sig gerne op til lidt portræt foto. Det var helt ubeskriveligt og stå 100 meter fra sådan nogle flotte dyr. Men selvfølgelig ønsker vi ikke at have dem alt for tæt på stationen og hundene så vi fik skræmt dem på flugt med lidt hjælp fra vores lys pistoler og dertilhørende knaldskud.

Den 20 oktober blev isen på young sund frigivet. Troels og Gormsen havde været ude og måle på den og med de 25 cm. Blev den frigivet til slædekørsel. Roland og jeg har taget et par ture over på den anden side og besøgt djævlekløft hytten som vi i samme omgang gav lidt tætning til skorstenen for at holde fyge sne væk i vinterperioden.

d. 29 oktober gennemgik yngste holdet hver deres efterårsrute for resten af banden. På skift var det op til det store kort og med grydeskeen i hånden tegne og forklare ruten. Derefter kunne de ”gamle” så byde ind med erfaringer fra de områder der skal køres i og chefen gennemgik de farlige områder man skal holde sig fra og ellers generelt områder hvori der skal ydes ekstra forsigtighed. Oven i hatten har vi haft gennemgang af de nød sendere vi bærer på os og dermed kan vi nu kun vente på at iskortene fra området nord for Daneborg melder om sikker is. Vi skulle egentlig have været af sted i dag d. 1 november, men må altså væbne os med tålmodighed indtil is kortene melder grønt løs.

Jeg vender tilbage igen ved juletid når de sorte spejdere har fundet vej hjem til Daneborg efter endt Efterårstur.

God jul alle sammen….

Mine første 60 dage ved Sirius

Hej alle sammen.

Så er eventyret i gang heroppe på Grønlands nordøst kyst og jeg vil naturligvis rigtig gerne dele mine mange oplevelser med jer derhjemme. Men når man nu er hårdnakket facebook modstander og samtidig ikke den store tilhænger af fællesmail må der jo findes et alternativ. Valget faldt derfor på denne hjemmeside som også benyttes af flere af de andre heroppe.
Jeg håber i får gavn af det og vil følge mig de næste par år. Men husk nu at en lille mail om jeres daglige oplevelser jo altid er velkommen på min mail mannerup007@hotmail.com eller, såfremt det er noget som tåler at blive læst op på den daglige radio kommunikation om aftenen, til slædeholdenes underholdning på slæderejserne i november og december samt februar til maj er der selvfølgelig også mulighed for at sende mig en hilsen på sirius@mil.dk forvent dog ikke svar lige med det samme- internettet har fortsat ikke fundet sig vej frem til slæderne ude på isen.
Rigtig god fornøjelse!!

Indledning – Turen fra Aalborg til Daneborg:

At tjenesten ved Sirius er andet end slæderejser kan jeg nu skrive under på her efter 2 mdr. Sommeren bærer utrolig mange alsidige opgaver med sig heroppe så det første lille indlæg skulle gerne give et lille indblik i disse. Men vi starter helt fra scratch:
Den 16 Juli lettede forsvarets Hercules fra Aalborg med kurs mod Grønland og mine 26 mdr. tjeneste hos slædepatruljen Sirius var dermed skudt igang Forinden havde jeg netop krammet de gamle det sidste klem for et stykke tid så det var en helt speciel følelse og sidde der i maskinen og mærke flyets hjul slippe grebet fra banen. Tanken om at der nu skulle gå 2 år før jeg skulle se familien, vennerne og Danmark igen var noget surrealistisk. Men når jeg kiggede rundt i maskinen kunne jeg også se at de andre var lidt stive i blikket. Blikket ændrede dog hurtigt karakter og det brede smil indfandt sig hurtigt og blev erstattet af glæden over at vi nu endelig var på vej mod det vi havde kæmpet for de sidste 8 måneder.
Optakten til denne dag er jo næsten en helt historie for sig. Optagelses prøver og 6 mdr. forskole med alverdens kurser. En periode som har givet mange færdigheder til brug heroppe og samtidig skabt et solidt venskab med 4 andre gutter som har været med hele vejen. Men lad os nu se om ikke der bliver en ledig stund hvor der kan blive skrevet lidt om det, så kan det få sin egen plads et sted derude i højre side med links og andet godt J
Tilbage til flyet som efter ca. 5 timer har nået første stop Metsersvig. Da vi steg ud blev vi modtaget af et par stykker fra ældste ældste holdet som havde haft besøg af deres pårørende og nu skulle tage hul på den sidste måned af deres tid heroppe. Også vores ældste hold stod der – stemningen var høj og de var klar til en uges ophold på Island. Jacob, Christian og Anders forsvandt af sted med twin otter til Ella ø og tilbage stod Tobias og jeg med nogle stykker fra LCG og vores norske dyrelæge Marit Holm. På Mestersvig hilste vi på de to tårnugler som passer stationen til daglig. Vi havde hængt ud med på vintertræningen i februar måned så det var hyggeligt lige og hilse på dem igen. Hos hundene var der blevet grov sorteret kan man vist roligt sige. Ud af de 12 hunde vi boltrede os med i februar var der nu kun 3 tilbage. Resten var blevet aflivet grundet alderdom og de tre der stod tilbage var næsten ikke til at kende. I hvert fald ikke af udseende da de havde smidt vinterpelsen og skiftet til sommeruniform. Men da vi kom tættere på var der ingen tvivl om at det var Lola, Glock og mini vaks som stod tilbage – de havde fortsat hver deres karakter og jeg synes bestemt jeg sporede en stor gensynsglæde fra deres side. Men før jeg anede af det sad jeg selv i en twin otter på vej mod Daneborg. Vi landede i fint solskins vejr og blev modtaget af de to ældste ældste folk Asbjørn og Kristian. Vi fik en rundvisning på stationen og fik tildelt vores nye hjem. Et fint lille værelse med, seng, tøjskab, skrivebord opslagstavle, reol og så en fin udsigt til Young Sund. Det eneste der lige skulle klares var et mørklægningsgardin- solen hamrede ned 24 timer i døgnet så blev simpelthen nødt til og gøre noget for og kunne sove. Det var lige lidt mærkeligt der i starten at solen fortsat skinnede for fuldt blus når klokken nærmede sig midnat og man slæbte sig i seng.
Daneborg – Køkkentjans og intro til fagområde vappe.
Første dag på jobbet – og hvilken herlig start. På Daneborg er det fupperne ”Sirius folkene” som selv står for madlavningen året rundt. En turnus som kører en uge af gangen fra lørdag til fradag. Der skal laves morgenmad til kl. 8. Her skal der være nybagt brød, bacon & æg, spejlæg eller blødkogte af slagsen, risengrød eller havregrød, pandekager, nybrygget kaffe, the og et bredt udvalg af diverse oste og pålæg. Til middag kl. 12.30 kræves der som minimum to lune retter og ligeledes det helt brede pålægs udvalg med laks, sild i alle afskygninger, lun leverpostej osv. Til aftensmad kl. 17 skal der være to retter, lige på nær om lørdagen hvor det selvfølgelig er hvid dug og tre retters menu. Kokketjansen rundes så af med rengøring i køkkenet fra a-z og trak for mit vedkommende ud til kl. 2 om natten.
Og det skulle så altså lige præcis være mig der fik æren af og indlede min tid heroppe med at svede i køkkenet. Jeg startede dog blødt ud med to dage og slap vist helt hæderligt fra det. Men og lave mad i den størrelses orden og så til 16 mennesker som vi var der med gæster og det hele var alligevel noget udfordrende.
Søndagene heroppe holder vi fri og vi valgte og tage et smut på tur. Vi sejlede med gummibåd over på den anden side af Young sund og gik så en tur op på toppen af pyramide spidsen og nød den fine udsigt 550 meter over havet. På tilbage vejen var vi et smut forbi sandøen hvor der lå 5 fede hvalrosser og solede sig. De efterfølgende dage fulgte jeg den ældste ældste vappemand Jesper og fik en god introduktion til fagområdet vappe. Det var lige på og hårdt og i løbet af de første par dage havde jeg kastreret en slædehund og fjernet 5 tænder. Fjernet tandsten og givet et hav af injektioner i forbindelse med udsættelse af tævernes løbetid og bedøvelser til hundene som skulle have de større indgreb. Endvidere fik jeg også god rutine i at gennemgå hundene fra top til tå og derigennem finde frem til eventuelle skader.
Aftnerne gik de første par dage i Lemmingbo som er systuen på Daneborg. Vi havde fået et hav af ny beklædning som skulle have syet mærker på. Det er sådan at alle skjorter og yderpåklædning skal bære Sirius logo så der var lige nogle sting der skulle slås på den lille Elna symaskine. Heldigvis var symaskinekurset ikke helt glemt så det var forholdsvis hurtigt klaret.

Ella Ø – Depotudlægning:

Den 24 juli var tasken pakket til 3 ugers ophold på Ella ø. Grundet dårligt vejr kunne vi ikke lande på Ella ø og måtte derfor flyve med twin otteren via mestersvig. Her sejlede vi fra Mestersvig i deres hurtiggående, gummibåd Ella ø holdet i møde, som var sejlet med Tut båden til Petersens depot i Kong Oscars fjord for at samle os op. Om bord var ældste folkene Troels og Torben som sammen med Tobias og jeg samt hundene Tobbi og Fie skulle udgøre Ella ø´s sommerhold 2009.
De følgende 3 uger bød på nye og spændende oplevelser hver dag. Vi sejlede ca. 2000 km i bådene og fik lagt en masse depoter ud til hytterne i området syd for Daneborg. Det var alt fra fuel, mands- og hunde proviant til nye blade, bøger og andre småting. Alle hytterne blev grundigt talt op og nogle hytter fik en kærlig hånd. En dør skulle have nye hængsler og andre trængte til at få brændt lidt nyt tagpap på. Alle ovne blev renset og tunet til efterårets forbipasserende slædehold.

Undervejs stødte vi på et par ekspeditioner. Et middel aldrende par fra vestkysten som var på kajak ekspedition samt et hold seismologer og forskere fra Cambridge universitet. Vi lavede ekspeditions kontrol på dem og sikrede os at de havde papirerne i orden og var bekendte med nationalparkens bestemmelser. Vejret var ikke rigtig med os den første uges tid og det regnede næsten i døgn drift hvilket er temmelig usædvanligt på disse kanter. Heldigvis klarede det op med tiden og fjordsystemerne vi sejlede rundt i præsenterede sig på en helt anderledes og noget kønnere facon.

Vi havde for øvrigt også en enkelt VIP sejlads med maleren Per Kirkebye som var oppe for at male lidt til en udstilling derhjemme. Han sejlede med til Strindberg depot og vi havde et par hyggelige dage og fulgte spændt med i hans skitseringer af de smukke omgivelser.

En anden dag tog vi et smut på toppen af bastionen som er et højt fjeld på ca. 1300 meter som rejser sig lige bag sommerstationen på Ella ø. Fra toppen går der en brat væg de 1300 meter lige ned til hav overfladen så der var en helt ubeskrivelig flot udsigt deroppefra.

Imens vi var på Ella ø var der også skibs mik – hvert andet år kommer der et stort fragt skib fra Royal Arctic Lines og ankrer op med forsyninger. Det tog en lille dags tid og tømme alt godset som blev fragtet i land på en lille pram. Ombord på prammen havde skibet sin egen lastbil som så kører containerne i land. Det så helt forkert ud med sådan nogle store maskiner på den lille hyggelige sommer station. På Ella var der også 3 friske fyre fra Nanok. Nanok erm er en frivillig organisation der renoverer gamle fangst stationer og hytter i sommerperioden, og de gav en flittig hjælpende hånd med at håndtere de store 200 litters fuel tromler og andet tungt udstyr – forstod på det tidspunkt hvorfor de gamle fupper kalder det slæbepatruljen sirius. Også ved hytterne skal der nemlig slæbes i rå mængder. Først skal alt slæbes i tutbådene. Derefter fra tutten i gummibåden og igen derfra fra strandbredden til hytterne, som nogle gange ligger et godt stykke inde i landet. Og med genstande som 50 litters tromler og 45 kg. hundemads kasser kan man godt blive lidt lang i armene.
Men når solen skinnede og jeg lå der på dækket i bragende solskins vejr i bar mave var det lykkelig glemt. Der blev også badet lystigt fra bådene – en frisk dukkert i det ca. 0 grader ”varme” vand var et dejligt frisk boost oven på en lang arbejdsdag.
Alt i alt er der kun godt og sige om de 3 uger på Ella ø og det er svært og få det hele med. Vi havde også besøg af Isbjørn et par gange. Vi måtte dog til sidst ud til ham og skræmme ham lidt væk da han havde listet sig ind på ca. 600 meter af stationen. Vist var han en flot fyr men en sulten gammel isbjørn var ikke ligefrem det der gjorde nætterne trygge så han blev altså bedt om og liste af på en pæn måde.

Når ikke vi sejlede eller arbejde på stationen gik vi fodpatruljer. Vi havde i ordre beskrivelsen nogle dale og elvlejer hvor suveræniteten skulle håndhæves. Det var rigtig spændende og gå steder hvor ikke mange mennesker havde været før os. Nogle gange dukkede der dog tegn op på tidligere tilstedeværelse i form af gamle rævefælder og en enkelt gammel eskimo lejr. På disse ture så vi også masser af moskus okser, og sneharer.
Af andre interessante begivenheder kan nævnes besøget på Maria ø hvor tyskerne havde slået sig ned tilbage i 50 ´erne. Her var stadig efterladte tønder som stod i næsten ny stand og en masse andre ting som tallerkner, pander og andre køkkensager.
Vi forlod Ella ø den 16 August. og overlod dermed stationen til lukkeholdet og satte os i twin otteren til Daneborg.

Daneborg –
De daglige arbejdsrutiner, fritid og oplevelser siden hjemkomsten fra Ella ø.

Sidste del handler lidt om tiden som fulgte efter Ella ø. Dagligdagen på Daneborg er klokkeklar. Fra 8 - 8.30 er der morgenmad. Fra 12 – 12.30 skal hunde pettes ”kæles” lidt og der bliver skovlet lidt lort hvis det trænger. 12.30 - 13 er det frokost. 16.30 – 17 fodrer vi hundene og fra 17 – 17.30 er der så aftensmad. Tiden her imellem passer folk deres fagområder.
Fagområder for mig hedder: Vappe ”Hundene”, Syndikatet ”Tømrerværkstedet”, Velfærd ” hvor det handler om og drive vores lille velfærds biks med t-shirts og andet lir. For det lille overskud der genereres kan velfærd så indkøbe lidt nye film og spil og hvad der ellers står på ønskelisten fra fupperne. Røgdykker tjansen hvor det primært handler om og holde sit røgdykker udstyr klar såfremt der måtte opstå ildebrand på stationen og der er behov for at hente mennesker ud. Og til sidst flag gast opgaven som kort og godt handler om at de rigtige flag er hejst på de rigtige tidspunkter.
Vappe og syndikat er de tungeste af dem. I vappe skal der hver morgen hældes foder og fisk op til slædeholdene. Der skal rengøres i de 15 indendørs hundegårde vi råder over i vappe huset., og endvidere har vi så også vores lille klinik hvor operationer foretages. Her kræves naturligvis også en del rengøring for at holde et pænt og sterilt miljø. Så med andre ord får jeg altså gjort en helt masse rent. Men jeg får så til gengæld også et hamrende godt kendskab til de fleste af stationens hunde. Vi har som regel mellem 2 og 5 hunde på rekreation deroppe og de skal hver dag have tilset deres små skavanker som oftest er nogle små sår som er opstået i forbindelse med et af deres slagsmål.
I midten af Juli satte vi to slædehunde sammen i en af kennelerne med henblik på at få pinket ”parret” dem og dermed få et kuld vapper. Det ser rigtig lovende ud da Moku som hun hedder er ved at få sig en god stor mave, så hvis alt går efter bogen nedkommer hun her d. 22 september. Drægtigheds perioden for slædehunde er 63 dage så det bliver spændende og se om det holder stik.

Kulden er efterhånden ved at tage sit greb heroppe. Det betyder samtidig også at den lille elv der normalt løber gennem slædeholdenes hundegårde og forsyner dem med drikke vand er frosset til. For vappe folket som køres med hård hånd af Frederik og jeg betyder det dermed en del ekstra arbejde da vi så skal til at køre vand. En rigtig bonderøvs tjans hvor vi i traktoren kører vand i gamle mælkejunger ud til gårdene. Men vi hygger os med det. Somme tider har vi også hagl bøssen med i håb om og kunne få ram på en af de mange ravne som er heroppe. Vi har fået besked på at regulere dem lidt, men indtil nu har de altså været for snu.
På syndikat siden har vi netop afsluttet terrasse projektet hvor Troels og jeg har lagt terrasse brædder i stedet for spånplader. Derudover fik vi også og bygget en fin trappe i stedet for den bunke EU paller der stod der, stakket i forskellige højder. Vi fik også knaldet en dør i hovedbygningen så der nu er fri udgang fra spise stuen og ud på terrassen. Hele tømrer værkstedet har fået den helt store tur. Dels for at hjælpe mig til at navigere rundt i mit nye fagområde men lige så meget fordi at første slædehold skal til at begynde deres slæde bygning om få dage.

D. 18 August fyldte Slædepatruljen 59 år. Frederik og jeg havde lavet en lille løje. Folk mødtes ved flagstangen ved middagstid hvorefter vi kom kørende på mini slæden med 4 hunde spændt foran. Vi havde lavet en fin kagemand og skiftede ved begivenheden det lille stormflag ud med det største dannebrog vi kunne finde.
Og når vi nu er ved fødselsdagene fyldte Anders jo 30 år den 24 august. Vi havde lavet fine fødselsdags boller til morgen og sørget for at lige præcis den Anders fik var spækket med peber. Mens han var af sted på en træningstur der var arrangeret som en lille afledningsmanøvre anbragte Jacob en fin peberkværn på hans værelse. Kværnen var ca. 2 meter høj og svejset sammen med en 200 liters og en 50 liters tromle. De blev så fyldt med vand og stillet inden for hans dør. Han havde lidt bøvl med at komme ind efter træningsturen og noget mere bøvl med at tømme tønderne for vand. Det hele endte så ud i et massivt pebber attack i køkkenet efter aftensmaden. Han fik en god sjat vand og et hav af peber – følgerne var så ikke lige så gennemtænkt hvilket betød at køkkenet ikke rigtig var til at være i efterfølgende og så var der lige et mindre stykke rengøringsarbejde – atjuuu….

Siden hjemkomsten fra Ella ø har der også lige været en hel kokkeuge til Rasmus. Det er utrolig lærerigt og man får i den grad produceret noget føde på sådan en uge. Man har perioderne hvor det kører og man føler sig om en anden Jamie Oliver, men kok det bliver jeg i hvert fald aldrig. Det mærker man tydeligt der sidst på ugen hvor solen bare skinner udenfor mens man trasker rundt derinde i madosen. Men når det så er sagt er det dælme dejligt og være færdig og så kan nyde at der bliver serveret lækker mad på bordet for en de næste 11 uger før man igen skal på den.

d. 26 august tog vi på en lille 25 km vandre tur i strid modvind for at besøge vores sommer naboer på forsker stationen Zackenberg. Her var der gang i den med diverse projekter. Både flora og fauna bliver nøje studeret og resultaterne tager de så med til Danmark og behandler over vinteren. Vi spiste hos dem og sejlede så hjem i tut båden som nogle af de andre havde sejlet i hertil. På vejen hjem blev det rigtig lorte vejr og Tobias og jeg måtte iklæde os redningsdragt og hoppe i hver vores gummibåd og sejle i dem ved siden af. Bølgerne og vinden var blevet så voldsomme at der var stor fare for at gummibådene vi trak efter os ville smadre hinanden, så det blev en lidt action fyldt tur.. Da vi så kom tilbage til Daneborg og skulle hive bådene op var der blæst store isbjerge ind på ophaler stedet så vi måtte i gang med den store rendegraver og flytte is – så det blev lige pludselig en rigtig lang dag.
I fritiden har jeg fået kørt en masse træningsture heroppe, hvor man også kommer lidt tættere ind på de forskellige folk og dermed får en ide om hvilket slædehold som vil passe bedst til en. Træningsturene foregår ved at samtlige 14 hunde i spandet spændes for en gammel slæde og så går det ellers bare derudaf. Nu hvor jorden er nøgen for sne foregår det bare over stok og sten, men slæden skyder alligevel en gevaldig fart og det gælder bare om at holde fat når slæden banker hen over de store sten.

Træningsturene udgør også største delen af min motion heroppe. Det har været en noget speciel oplevelse og skulle undvære sine daglige løbeture og skære så meget ned på den træningsmængde jeg ellers har lagt for dagen de sidste par år i forbindelse med 5 kampen - men træningsturene er alligevel et godt alternativ. Her er løbeskoene bare skiftet ud med gummistøvler og underlaget blevet en del mere ujævnt. Vi har også et rigtig lækkert træningslokale så det hænder da lige at jeg tager en tur på løbebåndet eller styrketræner lidt heroppe. Men om aftenen kan jeg også godt mærke at man er i gang med fysisk arbejde det meste af dagen. Så det var egentlig kun på Ella ø med den megen sejlads at træningen fuldstændig faldt til jorden. Det resulterede da også lige i 5 kg ekstra til sidebenene. Men når vi nu når frem til første slæderejse her i november skader det vist ikke og have lidt sul på kroppen.
Og så er der jo lige riffeltasken. Som ny mand i patruljen syr man selv sin riffeltaske som skal følge en på slæderejserne. Det har givet en hulens masse timers sy arbejde i Lemmingbo de fleste aftner, nogle gange til langt ud på natten. Men nu er tasken færdig. Vil tro jeg fik investeret omkring 30 timer i den med udsmykning, farvning og det hele. Jeg er ganske tilfreds med resultatet. Faktisk er der officiel fremvisning for ældste holdet i vores lille tv stue ”Lamberts land” om en lille times tid. Så må vi se om det bringer nogle kommentarer med på vejen og om de mener det vi har fået lavet kan holde til og komme med på slæderejse.

Slædeholds inddeling:

Jeg vil runde af med lidt af det som det hele i sidste ende handler om – nemlig og køre slæde. For det at køre slæde og håndhæve suveræniteten er nu engang hovedopgaven heroppe. Men som det jo er de fleste bekendt kører man jo to og to og det kræves derfor også at man finder sig en makker. Så siden ankomsten har man i underbevidst heden gået og tænkt over hvem det mon skulle blive.

Den 10 september løftede vores chef heroppe Morten Gormsen så sløret for hvordan slædeholdene var blevet. Jeg havnede i slædehold 4 med Roland fra Lolland. Det passer mig rigtig godt og betyder samtidig at vi skal føre den sorte slæde ”de sorte spejdere” af sted over isen når den forhåbentligt har lagt sig her om små 2 måneder. Oven i hatten følger også 14 fantastiske slædehunde: Førerhunden Johan, Næstkommanderende Hansen, samt resten af banden: Indy, Singerneq, Batmand, Sigurd, Armstrong, Roger, Yuri, Wesson, Robin, Balder, Hjørdis og Sally.

Fra nu af handler det dermed om og få det hele til at spille her i slædeholdet. Vi skal have styr på alle grejerne og hundene skal køres til så de er top tunede til afgang.

Jeg vil glæde mig til at vende tilbage med del 2 og fortælle om optakten til, første slæde rejse.

Mange hilsner Rasmus.