Hej alle sammen.
Så er det igen blevet tid til at sætte sig ved tastaturet og nedfælde lidt fra de sidste 2 måneders oplevelser her på østkysten. Efterårsturen har uden tvivl været det store højdepunkt, men vores jule- og nytårsaften fortjener bestemt også et par linjer. Til at starte med vil jeg gå lidt i dybden med de enkelte dage for på bedste hvis at beskrive en ”almindelig slædedag” En slædedag bliver godt nok aldrig almindelig i den forstand da der altid kan dukke uforudsete udfordringer op. Men der er visse ting som går igen dag efter dag, og som er de samme dag efter dag. Så fat mod – ikke alle dage er beskrevet ligeså detaljerede som de første.
Efterårsrejse uge 1: Grundet dårligt vejr på Daneborg i starten af november måned blev efterårsrejsen udskudt en uges tid. Oprindeligt skulle vi have været af sted 1 november. Opklaringen ramte dog først Daneborg 7 november men da var alle også klar til at rykke af sted.
De følgende dage kørte vi nord på. Vi havde vores første landoverkørsel på dag 2 gennem Lindemandsdalen. Den startede ud med lidt tumlen rundt på snebart område. På vej ned ad en mindre skråning kom slædens ene mede op og køre på en stor sten og før man kunne nå at reagere havde den lagt sig på siden. Heldigvis slap vi for at spænde læsset af da vi sammen kunne få den på højkant. Slæden vejer lige omkring de 350 kg i pakket tilstand så der skulle lige tages lidt fat. Vi fandt vej ned i zackenberg elven som på det første stykke var ren blankis. Det var første gang jeg kørte blankis og fandt hurtigt ud af, at hvis der er noget hundene i slædehold 4 ikke er begejstrede for er det blankis. Specielt vores hund Sigurd. Han strøg direkte ned på bugen som bambi på glatis og nægtede pure og rejse sig uanset hvor meget han blev råbt ad. Så hellere blive trukket afsted på maven var hans strategi. Så det blev i stedet til en del kørsel inde i siden mellem store sten og små gruset underlag. Efterhånden som vi kom ud af elven udviklede føret (Også kaldet underlaget) sig til en noget blød fornøjelse. 30 – 40 cm blød sne sætter tempoet væsentlig ned. Hundene, slæden og fupperne synker ned og der skal bruges ekstra mange kræfter på at komme frem. For at hjælpe hundene på vej går en af os frem for at trampe et spor. Så mens Roland trampede af sted derudaf blev jeg tilbage ved slæden og holdte styr på hundene. Det blev til en lang dag som sluttede med TP (Teltplads) på Lindemandsfjorden. Nu var jeg udendørsmand og andre pligter kaldte. Forsyne indendørsmanden med radiotaske, skaffegrejs kasse (Skaffe = Spise i søværnet J) underlag, soveposer, brændere & fuel, fueldunke fra gårdsdagen skal fyldes op, hundeseler skal samles sammen og hundene skal fodres. Til radio
Dagen efter kørte vi igen videre nordpå. Alle stumper bliver igen pakket på slæden og teltet pakkes sammen, hundene får sele på og spændes i nomen (Hvor de løber sammen 2 og to) Andre gange kommer de i tandem(hvor de løber efter hinanden i en lang række) og sidste mulighed i vifte (hvor de løber med hver deres skagle i vifte form) den sidste form har vi ikke brugt endnu men har planer om at eksperimentere lidt med det på forårsrejsen. Vi kom nu til Fligelys depot som er et såkaldt SIRIUS standard depot. Depotet er en fin rød hytte som er designet af det danske firma Venslev. Indenfor er der 2 køjer med dejlige bløde madrasser. Endvidere finder man her forsyninger i form af proviant til mand og hund og kan dermed få suppleret og pakket op til de kommende dages kørsel. I hytten forefindes også en effektiv olie ovn. Den sparker masser af varme fra sig, og når man har fyldt tanken godt om aftenen kan man ligge lunt resten af natten, modsat kul ovnen der går ud efter et par timer. De næste dage kørte vi igen mod nord og ind i grandjean fjord hvor vi bundede Betula havn og stødte på to gamle fangstmandshytter som mere eller mindre lå i ruiner. Vi havde temmelig blødt føre så kørte ikke mere end 25-30 km om dagen. Her havde vi også de koldeste temperaturer på turen omkring de minus 36 grader. Når man rammer denne temperaturer gælder det om at få dækket snuden til. Dampen fra ens ånde fryser hurtigt til is, så på sådanne dage bliver ens hoved hurtigt en stor iskugle. Der bliver også lavet lidt ekstra møllesving for at holde varmen i fingrene men så længe det ikke blæser er det en ganske fin temperatur og køre hundeslæde i. Generelt har der ikke været den store forskel i påklædningen hvad enten det har heddet minus 10 eller minus 30. Det er er en forholdsvis standard opsætning som for mit vedkommende ser ud som følger hvis vi starter nedefra. Her har jeg 2 par strømper på. Et par ganske normale skistrømper med højt skaft og så et par tynde teknik strømper uden over. Af støvler kører vi nu med de såkaldte Alfa støvler. En rigtig lækker støvle som indvendig har en lækker tyk uld katanka. Så i modsætning til de Lundhags støvler vi kørte med på vintertræningen kan Rasmus nu køre rundt med lune tæer- uhmm.. Inderst på benene har jeg et par frække lange net underbukser af det norske fabrikat Brynje, og er det ekstra køligt kommer et par Craft lange underbakser med windstop i udenpå. Yderst har jeg så et par kraftige ski bukser med seler fra det svenske firma klättermusen. På overkroppen er det ligeledes et Brynje produkt der kommer på først – en langærmet model også i net. Udenpå følger Craft undertrøjen som også har windstop på maven og yderst kører jeg så med mors hjemmestrikkede uld sweater. Desværre er den krympet til en str. 8 år lige for tiden, hvilket med stor sandsynlighed skyldes den kraftige varme den er blevet udsat for når den hænger til tørre øverst i teltet. Så den skal lige strækkes lidt inden vi smutter af sted igen. Såfremt vi har lidt vind om dagen smider jeg en tynd Montane vindjakke udover. På hovedet kører jeg som regel med en balaclava, og er det ekstra koldt kommer der en hue mere ovenpå. Om halsen har jeg stor glæde af forsvarets udleverede rør halstørklæde som hurtigt kan blive trukket op om næsen hvis det bliver for køligt. Den eneste ulempe med dette halstørklæde er at fugten fra ens ånde sætter sig i det. Og når man ikke lige når at skifte det i tide er det frosset fast i skægget og man er dermed tvunget til at køre med det indtil dagen er omme og kan få det tøet op inde i teltet. Til slut bliver fingrene pakket ind i et par finger handsker fra Targa. Det er nu engang nemmere og vikle hunde ud, klikke karabiner og generelt bare arbejde når det foregår med finger handsker. Men nogle gange er det så koldt at fingrene skriger på luffer, og så må mors hjemmestrikkede uld luffer på med en vindtæt handske uden over. Så kommer varmen så småt tilbage i fingrene, men arbejdsgangen bliver noget langsommere og besværlig.
Uge 2: Efter en uges kørsel fik vi vores første ruteændring på turen. Så i stedet for at køre til Nanok depot som planlagt kørte vi nu til Ny Jonsbu depot. Da vi nåede frem fik hundene et lille fritkvarter, men vores kære Armstrong synes lige han havde fortjent lidt ekstra sjov i gaden. I hvert fald forsvandt han ud i mørket. Sporene i sneen afslørede hurtigt at han var stukket af sted på Moskusjagt. Efter lidt tid vendte han dog tilbage, hvilket sikkert hang sammen med den igangværende fodring. Tja.. Selvom man bærer titlen som stationens ældste slædehund kan man jo stadig godt være et legebarn J Dagen efter tog vi os en velfortjent hviledag. Her fik hundene sig en lille slapper dag og Roland og jeg var da heller ikke for fine til at teste de dejlige madrasser som vi for øvrigt var de første til at benytte. Depotet var nemlig nybygget fra i sommers, så det var næsten ligesom og træde ind i et nyt sommerhus. Jeg fik dog hurtigt spoleret den dejlige duft af frisk træ, og nymalede vægge da jeg fik endnu en aha oplevelse som med smøreosten. Jeg havde fyldt vores jerrycan med fuel til olieovnen. Problemet var bare at jeg havde været lige gavmild nok og fyldt den helt til randen. Da den så havde stået inde i varmen et par timer havde fuel´en udvidet sig. Så da Roland åbnede den for at fylde på stod der en geyser op fra den. Retfærdigvis gik det ud over min madras og sovepose, så på den måde fik jeg lige sat mit helt eget præg på den nye hytte, men var igen en ekstra detalje rigere. På Ny Jonsbu fik vi også besøg af Slædehold 7 Troels og Rasmus. De havde været undervejs fra Nanok og var meget begejstrede for den slædepizza vi havde flækket sammen til dem i det gamle depots kulovn. Om afte

Ny Jonsbu blev også det nordligste punkt for slædehold 4 på denne efterårsrejse. Herfra handlede det bare om at komme mod syd. Så vi stak igen snuden forbi Fligelys depot, hvor vi skrev en ekstra hilsen i hyttebogen. Vi fulgtes med 7érne så der var lidt trangt i hytten med 2 mand i køjerne, 2 på gulvet. 1 telt til tørre i loftet og 4 mands sure slædetøj til tørre- rigtig mandehørm tror jeg man kalder det J Vi slappede og nød godt af 7érnes medbragte musik og specielt deres podcast med et afsnit af café Hack hvor den store B.S stod for underholdningen i hytten en times tid. Af sted det gik mod Zackenberg. Denne gang skulle vi køre Slettedal som landoverkørsel. En noget længere tur en Lindemanden men vi klarede den alligevel på en enkelt dag. Roland fik lige dyppet sit ene ben da han strøg gennem isen i elvlejet. Han fik dog hurtigt hevet det til sig igen og nåede aldrig og få helt våde tæer. Turen bød også på en hel del blankis. Det gav rigtig god træning i at bruge de is kæder vi smider omkring meden for at bremse på sådan et glat underlag. Slæden er ufattelig svær at styre på sådan en omgang blankis og nogle gange glider man sidelæns og man kan bare håbe på der ikke kommer en stor sten på tværs og slår slæden til pindebrænde. Ens ski forsvinder også pludselig under en så det gælder om at holde godt fast. Vi tog begge et par gode styrt men slap med ubetydelige småskrammer. En enkelt gang strøg Roland godt nok lige voldsomt nok rundt og havde på mystisk hvis fået hanefoden, der går fra slæden og ud til nomen, viklet ind i det ene ben. Da jeg kom frem til ham så foden ud til at være lige rigelig twistet til at det var sjovt. Men da han var viklet ud viste det sig at han var sluppet med en lidt øm fod, så vi blev hurtigt enige om at hyber mobile led ikke altid er en ulempe. Da vi nåede frem til Zackenberg var 7érne som samme dag havde kørt Lindemanden nået frem. De gengældte vores gæstfrihed på Ny Jonsbu og nu var det vores tur til at blive inviteret på slædepizza. Og nu vi er ved den famøse slædepizza igen følger lige en lille opskrift. I de hytter
Uge 3: Da vejret var stilnet af kørte vi igen af sted mod syd. Vi nåede ned omkring Revet den første dag og havde for første gang en dag med rigtig knaldeføre = Prima føre. Sneen som ligger ude på isen er blevet hård som beton (Hårdføgen) på grund af den kraftige vind og dermed skyder man en rigtig god fart af sted over isen. Ingen tvivl om at det er lidt sjovere end at trampe rundt i dyb blød sne. Vi knaldede teltet op på rekord tid. Allerede efter 14 dage på farten var vi kommet godt ind i rutinerne. Vi bandede dog en del over stropperne til telt stængerne. Teltet vi kører med er nemlig splinternyt, men den nye detalje med lange telt stropper var altså efter vores mening ikke noget hit da fleksibiliteten i materialet forsvinder ved de lave temperaturer. Jeg skal køre med teltet de næste 2 år så gik straks i tænkeboks for at finde en løsning. Om aftenen kunne vi konstaterer at der var hul igennem på vores nye Radio. Så det var lækkert med lidt nyheder. Og minsandten om ikke også der var mail. Chritte fra den kære Randers Loge havde skrevet lille hilsen med en fin lille historie om en bekendt der havde købt sig en meget dyr men også meget lille ”Hund” som på komisk vis var blev snuppet af en stor måge på færgen da han var på vej hjem med sin nye investering. Den bragte lidt latter frem i teltet og startede en god debat om hvilken fugl som vi mon skulle holde øje med for ikke også at blive ramt af samme skæbne. Da det eneste svar vi kunne hitte på var en gammel uddød dinosaur fugl var vi rolige igen og kunne sove trykt i poserne om natten ;-) Vi kørte videre ned gennem Granta Fjord og ud i Godthåbsgolf som desværre viste sig at være en noget blød affære. Vi teltede lige nord for kap Stosch og kunne om aftenen nyde det vildeste nordlys vi endnu havde haft på turen. Det vildeste grønne lys dansede af sted over hovederne på os, så det blev en aften i foto miks tegn, hvor der rigtig blev eksperimenteret med foto grejets mange
Uge 4: Vi kørte gennem Moskusokse Fjorden på bare 2 dage. Havde inden afrejse hørt mange stygge historier om den berygtede Moskusfjord som er kendt for at være rigtig blød. Men til vores store glædelige overraskelse var der knalde føre hele vejen til Strindberg. Undervejs passerede vi intet mindre end Grønlands vel nok hemmeligste sted, nemlig Julemandens hus. Roland og jeg blev i hvert fald enige om at den gamle fangststation Hoelsbu lignede et residens der bestemt var julemanden værdig. Der var godt nok ikke lige lys da vi kom forbi, men til det havde Roland svaret klar med det samme: Han var selvfølgelig i kælderen og pakke julegaver. Vi ramte Strindberg Depot søndag d. 29 november og jeg var nu tilbage i vante omgivelser da det var herfra og sydover jeg i sommers havde sejlet depoter ud med tut bådene fra Ella Ø. Det var blevet første søndag i advent og det skulle naturligvis fejres. Så i selskab med 7érne sad vi om aftenen i den gamle Lauge Koch hytte og spiste lune æbleskiver og drak kaffe mens julemusikken rungede i stuen. Efter en enkelt hviledag og en enkelt vejrfast kørte vi videre mod Ella Ø. Jeg fik mig desværre en rigtig stinkende start i bogstaveligste forstand da vi forlod Strindberg. Jeg sad på læsset og nød den dejlige morgen luft, da der pludselig kom en lækker
Uge 5: Tiden var nu så fremskreden at vi måtte tage turens anden ruteændring grundet tidsnød. Det bløde føre undervejs på turen havde nu sænket os så meget og betød i det store hele at vi nu ikke kunne nå forbi Mestersvig og ønske god jul men i stedet skulle vende næsen hjem over. Vi sagde på gensyn til 7érne, overlod dem Ella Ø til sig selv og satte kursen mod Sofia sund. Da vi om aftenen havde slået teltet op, begyndte vinden at tage til, og da vi vågnede næste dag ruskede det godt og grundigt i teltet. Udenfor rasede der omkring 40-50 knob så vi var ikke i tvivl om at vi måtte rive en vejrfast i teltet den dag. Umiddelbart skulle man tro at en hel dag i telt ville være en lang dag. Men med en god bog og lidt medbragte søde sager fra Ella Ø gik tiden forbavsende hurtigt. Roland fik færdig gjort 700 siders værket om Saxo´s danmarks historie som han havde læst i undervejs og jeg fik tygget mig igennem Camilla Läckbergs Prædikanten. Dagen efter var det klaret op og vi kørte videre mod Kap Humboldt hytten. Ca. 15 km før hytten blev isen så salt træg (Dårligt glid) at vi blev nødt til at smide skiene og løbe ved siden af slæden- så det var helt god træningJ på Humboldten kom Wesson en tur med indenfor. Såret i hans hoved væskede helt vildt og vi måtte derfor bedøve ham endnu engang og lave en grundig sår revision. Det viste sig at huden mellem de to flænger var helt dødt og måtte derfor skære det helt væk. Så Wesson fik sig en lille ansigtsløftning og vi fik syet lidt igen, igen. Af sted videre mod Daneborg. Vi passerede syd om vinter øerne og mødte her en enlig sæl som lå og hyggede sig ved sit åndehul. Ud over de mange normalt forekommende Moskus okser og Ravne vi havde mødt undervejs var det faktisk det eneste lidt sjældnere dyre syn (I hvert fald på dette tidspunkt af året) vi stødte på. Fra teltpladsen midt i Kejser Frantz Joseph fjord skulle vi nu mod Strindberg igen. Om morgenen var der bare lige den hage ved det at der var total nedlukket derude. Tåge og let snefald gav en sigt på små 50 meter og vanskelig gjorde navigationen en hel del kan man vist roligt sige. Jeg fik mig i hvert fald noget af et knæk den morgen da jeg skulle starte med at gå spor foran. Min selvopfattede gode sted sans og evne til at holde kurs blev bombet fuldstændig tilbage til stenalderen. Jeg tænkte at jeg snildt kunne holde en kurs lige ud i hvert fald 5 min af gangen for derefter at kontrollere kursen på GPSén. Men jeg blev klogere. Efter bare 5 min havde jeg formået og gå i en blød halvcirkel. Så da jeg tændte GPSén og så jeg gik 180 grader i den forkerte retning og samtidig kunne høre hundeglam 150 meter fra mig troede jeg det var løgn. Men den var god nok. Så jeg måtte pinligt berørt gå tilbage til Roland som var i gang med at spænde hundene for og sige at jeg nok lige måtte prøve en gang til, nu med kompas kontrol hver tyvende skridt. Det var den vildeste oplevelse. Og gå rundt i sådan noget som mest af alt minder om at svømme rundt i et glas skummet mælk gør bare en fuldstænig ude af stand til at bedømme op og ned, højre og venstre. Men igen, set i bagklog skabets lys var man nu endnu en erfaring rigere. Jeg formåede og holde kurs resten af dagen og vi kom derfor i lige linie til kap Ovibos. Herfra havde vi en kort dag til Strindberg. Vi ventede 7érne senere på dagen. Og
Uge 6 – sidste uge: Trampe, trampe og atter trampe. Nu var det slut med knaldeføre og vi kom ikke uden om det længere. Der skulle trampes spor…. 6-7 timer om dagen hvor man bare går derud af på sine ski. Vi havde endnu engang 7érne og følges med så det gjorde det lidt hyggeligere at der gik en bagved man kunne sludre med engang imellem. På landoverkørslen til Loch Fyne var den helt slem og der blev virkelig kæmpet og svedet tran for at komme gennem de bløde snemasser. Jeg var slædepasser denne dag mens Roland var udnævnt til store trampemester. Nede ved slæden kæmpede jeg en brav kamp med og vikle hunde ud af tandemen i tide og utide. Når det er så blødt og der ikke er et konstant træk i tandemen får hundene nemt viklet benene ind i det slappe tovværk hvilket giver en hulens ballade når det så igen bliver strammet op og rykker i deres ben. En enkelt gang hvor Sally (vores anden tæve) var viklet godt og grundigt ind, var hun fuldstændig panikslagen og hylede som en anden sirene. Hun var helt umulig og komme tæt på, og dermed også umulig og få fri. Men fri skule hun jo og jeg moslede derfor på hende. Men det gjorde åbenbart bare ondt værre at jeg rodede med det snoede tovværk og før jeg vidste af det sad hun med tænderne i armen på mig. Hun fik et los med skistøvlen og en stor verbal sviner over at det var takken for at agere redningsmand. Men hun var iskold og valgte i stedet at bide tandemen over. Da der igen var kommet ro over vandene fik tandemen de nødvendige knob og vi kunne okse os af sted det sidste stykke til Loch fyne. Kort efter ankomsten til Loch Fyne ankom også vore kære følgesvende fra slædehold 7, skarpt efterfulgt af slædehold 5, Frederik og Anders som var stødt til os lige før landoverkørslen. Der var dermed lagt op til en trang omgang i Loch Fyne hytten. Da alle var indlogeret lå der 3 mand i hver deres køje, 2 på gulvet og taberen i aftens kortspil måtte se sig henvist til gulvet i proviantrummet J. Det blev til intet mindre end tre vejrfaste i den relativt lille hytte. Vi fik alle læst hyttens blade op til flere gange, spillet utallige runder af røvhul, og var endda helt derude hvor spillet fisk var et kæmpe hit i næsten 12 timer. Også hyttens eneste spil, stratego, blev misbrugt på det groveste. En turnering som blev spillet, som gjaldt det liv og død at kunne kalde sig den store strateg. Summa summarum hyggede vi os uden tvivl disse dage, hvor Roland for øvrigt også lige nåede at give mig et par Rabies vacciner for Sally´s personlige hilsen tidligere. Da det havde stormet ufortrødent for fuld styrke i samtlige 3 dage og vi fortsat sad i hytten begyndte vi efterhånden og tænke vores tanker i forhold til at skulle holde jul her. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. På tredje dagen hørte vi på radioen at der var opklaring undervejs. Men det var ikke kun på vejr fronten der var opklaring i sigte. Samme aften var der nemlig mail fra mor og far derhjemme, som kunne fortælle at min far nu var erklæret i top form igen efter et længerevarende behandlingsforløb for en kræft knude i halsen. Jeg greb med det samme Iridium telefonen og fik ham i røret. Det var uden tvivl den bedste julegave jeg i mit liv har fået og følelserne fik da også frit løb da vi talte, og et par glædes og lettelses tårer fik lov at trille. Siden forløbet startede i starten september har tankerne naturligvis ofte været på dem derhjemme, og det har ikke altid været lige sjovt at stå så langt væk uden mulighed for at gøre hverken til eller fra. Men nu var det heldigvis overstået og det kunne nu kun blive en helt fantastisk jul.
Som lovet kom opklaringen dagen efter og vi stak af sted mod Daneborg. Efter 3 dage indelukket i en lille hytte og med udsigt til alle de gode sager som ventede på Daneborg var motivationen helt i top for at komme videre hjemover. Faktisk var den så høj at vi den 20 december da vi forlod Loch Fyne bankede 9 ½ timers kørsel af. Om aftenen lå jeg og regnede lidt på det og nåede frem til at vi havde kørt 70 km. Hold da kæft Roland sagde jeg.. 70 km.. Det er fandeme ligeså langt som den forbande tur jeg kørte i bil mellem Randers og Karup hver eneste dag i 4 år da jeg arbejde på FFOS. Vi sov begge to godt denne nat som også skulle vise sig at blive den sidste nat i teltet på denne efterårsrejse. Dagen efter tog vi nemlig endnu en lang da på godt og vel 65 km. Egentlig skulle vi først have ramt Daneborg den 22 december. Men da vi havde kørt i et rigtig møgvejr med kraftig modvind hele dagen var der ikke rigtig nogle af os som havde lyst til at rode med telt i dette blæsevejr, og da vi havde stationen lige foran næsen valgte vi derfor at køre hele vejen. På denne sidste dag fik jeg mig en lille forfrysning på næsen og har derfor måttet finde mig i øgenavnet Rudolf hele julen. At ramme Daneborg efter halvanden måned på farten var en noget surrealistisk oplevelse. Vi blev modtaget af Gnistholdet som i mellemtiden var blevet skiftet ud med Tobias og Anders ´08. Vi fik styr på hunde og slædegrejer og jeg fik mit livs dejligste og måske også mest tiltrængte bad. Badeværelses vægten blev også lige testet. Der var 8 kg mindre af mig end ved afgangen i starten af november. Så senere samme aften da vi sad i Lambertsland (Opholdsstuen i Sirihus) med lækker mad, friske grøntsager og frisk frugt kunne jeg med god samvittighed køre i næbet med alt hvad den kunne trække. Helt fantastisk følelse og sætte sig i det bløde møblement og sludre med de to gutter man ikke havde set siden afgangen i starten af November og nyde alt den luksus man nu havde omkring en i forhold til de meget primitive forhold man havde været underlagt på turen. Dagen efter anløb de sidste slædehold som perler på en snor. De blev kørt i møde af fupper i julemands kostume på snescooter og fik serveret varm glög fra Hviids vinstue. Om aftenen var der højt humør om bordet og snakken varede til langt ud på natten på trods af en noget klatøjet forsamling med røde kinder der slet ikke kunne omstille sig til at opholde sig inden døre.
Status: Efterårsrejsen 2009 blev for slædehold 4 vedkommende til i alt godt 1100 kilometers slædekørsel rundt i nationalparken. 31 overnatninger i teltet og 15 i hytte. Af de samlede 46 dage vi var af sted havde vi 8 vejrfaste. Vi kom hjem med samtlige hunde i god behold og slap generelt for de helt store uheld undervejs. Temperaturen har svinget meget. Laveste temperatur målte vi til minus 36 mens den højeste temperatur var helt oppe på plus 1. Gennemsnitstemperaturen har dog alligevel ligget på de minus 25, hvilket jeg har erfaret er en rigtig god temperatur og køre hundeslæde i. Jeg har lært utroligt meget på turen og står nu rigtig godt rustet til vores forårsrejse som efter planen bliver skudt i gang d. 20 januar.
Julen: I Sirihus var der rigtig pyntet op til jul da vi kom hjem. Julemusikken kørte i døgndrift og gnisterne havde bagt jule kager til den helt store guldmedalje. Så det var med andre ord ikke svært at komme i julestemning. Det blev lynhurtigt den 24 december og vi brugte dagen på at pynte juletræ og slæbe de mange gaver over under træet. Da vi kom hjem havde gnisterne nemlig anbragt samtlige af folks gaver hjemmefra på deres respektive værelser. Selv brugte jeg et par timer på værelset d. 24. Her nød jeg i fulde drag og læse hvert eneste julekort hjemmefra og vil i den anledning igen sige alle en stor tak for disse hilsner. Disse breve og hilsner får i hvert fald største delen af æren for at det blev rigtig jul så langt hjemmefra. Mens jeg hyggede mig på værelset disse timer kunne jeg samtidig sidde og mæske mig i mors hjemmebagte brunkager og mormors hjemmebagte vanniliekranse. Til at skylle ned med kunne jeg tilmed nyde den magiske Hyllebær saft fra Sabines forældre, som også havde overlevet turen ned fra himlen. Så det var en ovenud lykkelig Rasmus der gik til julebordet om aftenen. Tre af de gæve gutter heroppe havde vundet i lodtrækningen om køkkentjansen juleaften og havde gjort et fabelagtigt stykke arbejde. Alt hvad hjertet kunne begære var at finde her på dette bord og der blev spist, spist og atter spist. Efter ris á lamenden var alle sat fuldstændig til tælling. Det store terningespil om opvasken blev gennemført, og mens ”Vinderne” klarede opvasken var der dømt timeout på sofaen for resten af patruljen som alle trængte til at slå mave inden det gik løs med dans omkring juletræet. Med chefen på guitar blev de gængse julesange skrålet på livet løs rundt omkring træet. Og da der ikke rigtig var flere sange at synge sank vi tilbage i sofaerne. Vi havde ikke siddet længe før der pludselig kunne høres klokker udenfor døren. Og minsandten om ikke det var selveste julemanden som havde fundet vej til Daneborg med gaver til hans kære naboer. Det er i hvert fald hvad jeg har fået fortalt. Desværre var jeg selv, helt tilfældigvis, en tur på toilettet da han kom forbi så det var jo slet ikke til at bære at jeg ikke fik hilst på ham. Gudskelov havde han dog efterladt et par gaver til mig, så jeg ser bare frem til at jeg måske kan få et glimt af ham næste år. Men bortset fra denne uheldige oplevelse havde vi en rigtig hyggelig aften.
Nytår: Det meste af nytårsdag stod Rasmus & Rasmus i køkkenet. Vi gav den fuld gas derude og alle vores kokke talenter blev presset til det yderste. På trods af et løbende indtag af diverse procent fyldte væsker i løbet af dagen til at give den helt rigtige kokke stemning derude fik vi sat en menu sammen som fra fupperne senere blev idømt intet mindre end 2 MichelDaneborg stjerner (Hvilket læner sig tæt op af, Verdensklasse)J. Menuén blev: hvidvins dampet Hummer med Flute dë olive til forret efterfulgt af et par lækre Oksesteg af Højreb med ovnbagte krydder kartofler, hvidløgsmarinerede pandestegte gulerødder, bønne buketter i bacon indpakning og en enkelt ovnbagt tomat. Til slut var der hjemmelavet islagkage i samtlige slædeholds farver. Alt sammen portions anrettet naturligvis J Det eneste sted hvor dagens alkohol indtag gav lidt bagslag var under samlingen af kransekage projektet. Vi var selvfølgelig ambitiøse ud over alle grænser og ville levere en kransekage der ikke var set magen til før i slædepatruljens tid Der var bagt ringe til imponerende 28 etager. Og med Rasmus Horneman som uddannet bygnings ingeniør, kunne det jo nærmest ikke slå fejl. Bærekonstruktionerne var nøje udregnet så det det nye svar på Kranse kagernes Burj Al Arab skyskraberen i Dubai ventede lige om hjørnet. Det var det også et kort sekund, men før vi nåede og få dokumenteret dette prægtige bygningsværk opstod der store problemer og resultatet blev på et splitsekund forvandlet til et mindre fæstningsværk med indbyggede skydeskår. Men hva pokker. Vi havde haft det sjovt med eksperimentet og klokken 12 da den blev serveret faldt den alligevel i god jord trods sin lidt atypiske bygningsform. De krudt ansvarlige stod for et kæmpe fyrværkeri show som blev nydt fra tårnets terrasse af vi andre.
Afslutning. Mandag d. 4 januar var det slut med ferie og vi startede igen op på den daglige tjeneste. Der er lavet total optællinger på alle fagområder og lavet bestillinger til det kommende forsyningsskib til sommer. I fritiden har jeg været lidt i syndikatet og gøre vores slæde klar til forårsrejsen, med nye meder og et par omsurringer af bundbrædder. Der har også været tid til at starte et lille mini slæde projekt op, så det skulle der gerne komme en fin str: 1:6 model ud af på et tidspunkt. Træningen er selvfølgelig også blevet passet flittigt, og formen er da heller ikke helt ringe på trods af halvanden måned på slæderejse og en god lang juleferie med masser af god mad.
Så er jeg ved at være nået til vejs ende. Senere i dag skal Roland og jeg en tur til hundene for at klippe poter, som er sidste punkt på tjeklisten for slædehold 4. Når det er klaret er vi top tunede og klar til afgang på den lange forårsrejse fra d. 20 januar – d. 31 maj.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår og siger på gensyn til sommer.
Mange hilsner
Rasmus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar